64 / 448
— 57 —
wie nix — som vi Tyskere pleje at udtrykke os. Det
Eneste, som nogenlunde kan undskylde min all zu
grosse Dreistigkeit, det er jo freilich, at Deres gode
Mutter, ikke at tale om adskillige Søstre, en Broder, en
Svigerinde og diverse gode Venner og Veninder, wahr-
haftig have opmuntret mig dertil. Alligevel griber jeg
dette Foretagende ell. Unternehmung an med en vis
Ængstelse eller Schaudern; „thi“ — tænker' jeg ved
mig selv — „Hvad mon Du vil have at fortælle Jomfru
Liunge, der kan interessere hende?“ Og, som jeg nu
tænker saadan Tanke ved mig selv, saa ryster min
Højre ganz erstaunlich og foraarsager en Skrift, der
har stor Lighed med de Karakterer, som Kragerne
tegne, naar de, søgende deres daglige Brød, hoppe ell.
hiipfen tilhøjre og -venstre i Sandet ved Lyngby Sø.
Saa! — Det gjør mig usigelig ondt, at jeg ikke fik
Lejlighed til at besøge Dem, da jeg i Sommer var i
Kiel; mit Ophold var saa kort, og jeg vidste ikke Deres
ærede Adresse, hvorfor jeg haaber, at De undskylder
min ellers utilgivelige Forsømmelse med Deres sædvan
lige Godhedsfuldhed, den, De for Guds Skyld ikke for
den Sags Skyld maa unddrage Undertegnede. Da De
nu opholder Dem saa- nær Tyskland og ved et tysk
Universitet, saa kan jeg ikke undlade at ytre Dem en
Frygt, der lige siden Deres Afrejse har martret mig
ganske grueligen. Jeg raader Dem nemlig som en
sand Ven: indlad Dem for Guds Skyld ikke i dema-
gogische Umtriebe!! Jeg er sgu saa gyselig bange der
for; thi det er — so hal’ mich dieser und jener —
noget ganske forfærdeligt Noget, disse hersens dema-
gogische Umtriebe, eller i Mangel deraf disse Jesuiter.