59 / 448
— 52 —
Ud! — bort herfra! — — —
— — — — o, Nattens Himmel4)
med sorte Sky, med kolde Byger,
med Storm, som over Heden fyger
og leger vildt med Løvets Vrimmel,
Du køle Febren i min Sjæl,
Du aabne for min Taares Væld!
Velsignelse derfor! Jeg foler ret
mit Hjærte frit, min Aande let!
Han skildrer nu nærmere Musikken til „Macbeth“,
til „Sovedrikken“ , „Faruk“ , „Balders Død“ , „Flori-
bella“ og Romancerne; han siger:
— Her føres jeg til Østerland 2)
paa disse rige Tonevinger;
og snart med Alvor de mig bringer
til Kæmpehøjen hist ved Nordens Strand3);
snart Folkets Tanke ærligt klinger
i dette jævne, snilde Kvad4),
som om det klang fra Mark og Dale,
og snart som ©mme Nattergale
det til mit Hjærtes Dyb sig svinger.
En evig Guddom staaer ham bi,
og overalt der Sæd nedlægges,
som i min evigvakte Fantasi
til Liv og
Virkelighed
vækkes!
Der er en Rigdom her af Poesi;
i Vexelglans jo disse Toner tale,
imens de skildre, tegne, male.
Hvi mægte de at naa mit Hjærte?
Hvi kan de løse al min Smerte?
Mens Læben leer, mens Hjærtet bløder
ved Sorg og Lyst — hvi nærer de og føder?
Hvi vække de min høje Latter
og sænke mig i Vemod atter?
Hvorved? Hvordan? Ak, det er
Poesi
,
og der er
Sandhed
og
Natur
deri!
Se, hver en Karakter staaer fri
4)
Her sigtes til
Weyses
Musik til „Macbeth“. 2) „Faruk“.
s) „Balders Død“. 4) Romancen.