58 / 448
— Hvor yppigt Tonerne fremlyner —
som en Savannas gejle Urtepragt,
ved Vaarens Tid af Slummer vakt,
saa mylre for mit Øje fæle Syner.
Natur? — Og Sandhed? — Poesi? -—
I denne Op- og Nedad-Tumlen?
1 denne Hylen, Brølen, Mumlen?
Kan I vel nære Jer deri? —
Paa dette usle Ordstillads?
I disse vrængede Gestalter,
hvor tusend Arlecchino-Pjalter
af Toner er den hele Stads?
Er det en sand Begejstrings Flamme,
som føder dette evig Eet og Samme?
Og denne Løgn af Ord og -Klang,
er det et rigtigt Hjærtes Sang?
Skal dette være lystigt? — Det er Grin!
Er dette Suk? — Det er et Hvin!
Er dette Smerte? — Det er Krampe,
fremkaldt ved giftig tunge Dampe,
der hæve sig som fra en Gravruin,
bevoxt med spættet røde Svampe!
— 51 —
Ah,
den
Natur, den passer just
for Hjærtets Spejl, hvor Levelystens Rust
har lagt sig tykt, som Mos paa Muren,
og slettet ganske ud
Naturen!
—
Blaserte Hjærter! I maa
rystes,
I
fø le
ellers ej, — og Sukket,
som fordum let har Eder vugget,
maa pinefuldt nu af Jert Indre k astes;
i denne Malstrøm maa I sno og vende,
i denne grimacerte Jammer
Jert eget slappe Jeg gjenkjende,
i disse vammelsøde Fosforflammer
af en forskruet Elskov brænde!
Tørt er mit Oje — Kinden staaer i Brand —
Gud, hjælp — og frels mig min Forstand;
thi Tanken svimler alt paa Vanvids Rand —
min Tinding banker — Hjærtet sprænges —
o — efter Luft og Taaredug det længes! —
4
*