57 / 448
— 50 —
•
\
•
Modstandere, særlig
Weyse,
der ligefrem hadede italiensk
Musik, hvorimod
Kuhlau
i sin „Lulu“ har „rossiniseret“
o: har optaget italienske Elementer, men dog ikke mere,
end at han
i det Væsentlige
stillede sig imod denne
Retning. At Chr. Winthers Situation overfor de to
Mestere undertiden kunde være vanskelig, fremgaaer jo
deraf, at disse en Tid vare Bannerførere i to hinanden
fjendtlige Lejre. Chr. Winthers Anskuelse vil fremgaa
af følgende Brudstykker; han taler om
Weyses
Sang
gudinde og siger da til Komponisten:
Stærk, med evigt Ungdomsblod,
stred Du, naar det gjældte,
værned hendes Skjenhed mod
frække vælske H elte1).
Endvidere2):
„og den Musik, den vælske,
mig huer heller ej,
den knuger paa mit Hjærte
saa slæbende og sej,
det evige
Sostenuto,
som ved en Lænkes Tugt,
jo lammer Fantasien
hver Vinge til Flugt.
I sit Digt „Donizetti og Weyse“ synger h a n : 3)
Hvad vil den Strøm af Toner vel,
som ængster grufuldt her min Sjæl?
Hvad har jeg gjort, at jeg har sænket
mig i den Hvirvel ned,
hvor Alt, hvad jeg paa Jorden led,
Alt, hvad mit Hjærte dybest krænked,
nu lever op med Haan og Latter
og knuger sig om Hjærtet atter?
J) Sml. Digtn. I, 191. 2) Sml. Digtn. X , 266.
3) Smsteds II,
S. 34, ff.