60 / 448
— 53 —
for sig, selvstændig klaret,
som af en Guddom aabenbaret,
og viser tydeligt, at ned de stamme
fra sand Begejstrings og Geniets Flamme,
som aldrig dvæler ved hint
Eet
og
Samme.
Se, Alt har Sundhed, Dybde og —
en rigtig Mening,
samvævet i en huld Forening;
Hvad der i Sang og Tale er beslægtet
ved Harmonien har hinanden ægtet;
en ren, en evig Lov og Aand
velsignet har det skjønne Baand.
Weyse
har selv sat Musik til flere af Chr. Winthers
Digte, saaledes til „Naar Pisken den knalder'“, „Tonerne“
og endelig til Sang ved
Kuhlaus
Jordefærd1), en Kom
position, som Winter i et utrykt Brev kalder „herlig“.
Et smukt Minde sætter han
Kuhlau
i Slutningen
af sit Digt „Musikken“ 2), som
N . P. Nielsen
frem-
sagde ved en Koncert i „Det venskabelige Selskab“
Torsdagen d. 19de April 1832, i hvilket Digt Winther,
efter at have skildret Musikkens Magt og endt med at
omtale, hvorledes den tilsidst følger den Døde til Graven,
udbryder:
Saa stod vi nylig ved en Kunstners Baare,
en dybt Indviet i den Helligdom,
hvor Tonekunstens Væld af rigen Aare
udstraaler sig den vide Verden om;
o, lad os ofre ham en skjønsom Taare,
han var saa dygtig, ærlig, god og from —
taknemlig mindes ham med kjærlig Klage,
taknemlig elske dem, vi har tilbage!
Herved tænkte han naturligviis blandt Andre paa
Weyse.
Det var i 1832. Efterat
Weyse
i 1842 er død, synger
Winther:
Hel tankefuld jeg stiger op
til Kirken hist paa Højens Top,
i) Sml. Digtn. I, S. 29. 2) Sml. Digtn. I, 31.