55 / 448
— 48 —
Sprog. Han havde jo tillige en fin og dyb Forstaaelse
af Musikken, og paa dette Omraade vilde
Kuhlau
gjærne høre Udtalelser af Folk, der ikke vare Musikere
ex p rofesso.
„Alt, hvad Musikere kan fortælle mig“,
plejede han at ytre, „det kan jeg sige mig selv; Hvad
jeg ønsker at høre, er en sund og frisk Opfattelse“ 1).
Naar Winther saa om Eftermiddagen kom hen til
Kuh lau ,
modtog denne ham — trofast og ærlig,
godmodig, ligefrem og gemytlig, som han var — iført
sin Slobrok med det fine, hvide Lintøj nedenunder, med
Pibe i Munden og med sin Hund, sin
fidus Achates,
ved Siden. Winther fik da ogsaa
sin
Pibe, og de
satte sig, sammen med
Kuhlaus
Forældre , nede i
Haven, hvor der enten skjænkedes Kaffe eller 01, heller
ikke saa ganske sjældent et godt Glas Vin og — som
Winther siger i det Førnævnte — Grog;
Kuhlau
holdt
jo saa meget af stærke Drikke, at denne Passion
dræbte ham. Winther fulgte med levende Interesse
hele
Kuhlaus
musikalske Virksomhed og havde den
Nydelse at staa Fadder til „Elverhøjs“ Musik, som
blev komponeret i Sommeren 1828.
Kuhlaus
rige Virk
somhed som Fløjtekomponist paavirkede ham, saa han
kom til at dele sin Samtids Lidenskab for denne Art
Musik; men han brugte til Udøvelsen heraf intet andet
Instrument end sin fyldige Mund med Klaverakkompag-
nement til; og det var som oftest
Kuhlaus
Melodier,
han da udførte. Hvor godt Chr. Winther forstod
K uh lau
,
kan i detSmaa sees, naar man vil gjøre sig bekjendt med,
Se
Carl Thrane:
„Danske Komponister*-', S. 181—82; denne
Forf.s Skildring af
Kuhlau
henviser jeg til med Hensyn til mit nu
om ham Anførte.