SchwartserneISværtegade

det på deres vej gennem de overfyldte gader, end de udsatte sig for mis

tanken om at høre med til den fattige, vognløse hob!

Allerede før den store revolution var paraplyen dog slået igennem, og

havde også bredt sig til de omliggende lande f. ex. England.

Her vakte den nye mode stort raseri hos de mange hyrekuske, fordi

den berøvede dem adskillige ture . . . og kom en sådan vred hyrekusk

rullende forbi en paraplybevæbnet herre, kunne det godt falde ham ind

at råbe efter ham: »Pas på Jeres paraply, Franskmand! Hvorfor tager I

ikke en vogn, Franskmand!«

Hvordan de københavnske hyrekuske modtog nyheden, skal jeg lade

være usagt, men hertil kom paraplyen i alt fald allerede i 1760’erne. Det

var jo ikke altid, man var så hurtigt med på moden i det lidt afsides Kø

benhavn, og Johs. Y. Jensen har jo endda senere påstået, at Danmark er

Europas blindtarm, men paraplyen kom i alt

fald hurtigt nok hertil. Nu skal det jo også si

ges, at vi har et klima, der måtte gøre opfindel

sen særlig velkommen.

I den såkaldte »Fruentimmer- og Mand

folketidende«, et af de første forsøg på at skabe

et lokalt Boulevardblad, finder man i et num

mer for 1768 en skildring af »Parapluierne«,

der nok skal holde de første regndråber ude

fra det fineste skind . . . »Det er den største vel

lyst at se vore hjertens små-herrer under disse

parapluis. Deres kreppede og pudrede hår kom

mer ikke i mindste uorden under disse skier-

me, ja, de er så vel forvarede under disse, som

i den peenste fruerstue, ja bedre end under den

fineste himmelseng.«

Petitjournalisten er åbenbart ikke bange for

at smøre tykt på, for han fortsætter: »Fortræffe

lige parapluis. Nu er hovederne vel forvarede

i den post. Men benene. Ak, de hvide ben på

en skiden gade! Hvor finder man skierme til

dem?«

Ja, det spurgte man om i 1768, og det spør

ger man egentlig om den dag i dag. Vi går gan- Søren Kierkegaard med sin

ske vist ikke mere med »hvide ben«, altså fint-

bomuldspeter.