Dalhoff sendt ud på en stor udenlandsrejse, hvori også den unge nåle
mager P. C. Hjortli deltog. Den gik både til Paris og London - og Dal-
hoff sørgede for, at han flittigt besøgte museer og fabriker og tegnede,
hvad han så.
Derhjemme havde Johan Adam været ikke så lidt af en duksedreng,
og til at begynde med var der så sandt heller ikke på rejsen nogen klage
at rejse over hans flid og påpasselighed.
Men ungdommens blod fornægter sig ikke. De store byer berusede
ham. Han fik lyst til af og til at slippe ud af arbejdets spændetrøje og
nyde livet, hvor han mødte det.
Dalhoff må have været en god taktiker. Han syntes at have forudset
et sådant ungdommens oprørsforsøg. Han kunne i alt fald vise den unge
Schwartz et brev fra faderen - hidtil holdt i beredskab - men nu rakt ham
som et slags ultimatum. I brevet pålagde faderen ham det som en pligt i
et og alt helt at underordne sig Dalhoff. Det var simpelthen betingelsen
for rejsens gennemførelse. Det blev et meget kort oprørsforsøg. Ved at
læse brevet brød Johan Adam sammen i anger, og siden var der så san
delig ikke noget at udsætte på hans flid.
Det var også den eneste gang i sit liv, at han gjorde oprør mod arbej
dets byrde og den nøje tilrettelagte levevis. Han var til sin dødsdag et af
de flittigste og mest pligtopfyldende mennesker - med en dyb følelse af
sit ansvar overfor sin virksomhed og sit land.
Der er ingen tvivl om, at den store rejse for ham betød en meget stærk
udvikling. Ikke mindst fik han øjnene op for den æstetiske side af drejer
håndværket. Det var en side, firmaet hidtil til en vis grad havde ladet ligge.
Det var som tidligere nævnt helt andre navne, der her gik i spidsen.
I hans rejse kan man se begyndelsen til den nye udviklingslinie inden
for virksomheden, og hvad der var nok så vigtigt: Johan Adam så med
unge og sunde øjne på det kunstneriske. Mens man hidtil ved kunstdrej
ning ofte havde forstået noget i høj grad kunstlet og kuriøst, så han skøn
heden i de rene og enkle linier.
Da han kom hjem, bød faderen ham med stor glæde velkommen til
bage til virksomheden - og han var ikke bange for til sine venner at sige,
at han ikke mindst var glad for Johan Adams medarbejderskab, fordi
han »trængte til en, der kunne omgaaes pen og blæk«.
Det havde hidtil ikke været nogen stærk side hos Schwartz’erne, og
efterhånden som virksomheden blev større og større, blev der mere og
mere brug for denne evne.
30