V Æ R K S T E D E T I D E GO D E , G A M L E D A G E
D
et
er en vintermorgen i Sværtegade nr. 3. Klokken er kun 4Va. Det me
ste af den store ejendom ligge endnu hen i bælgmørke, men i den store
kældersal i sidebygningen begynder et par tællepråse at blafre med deres
svage, gullige flammer.
Det er læredrengenes sovesal. Vi er endnu i de patriarkalske tider, da
drengene havde kost og logi hos deres mester - og de lever under en di
sciplin, om hvis hårdhed vore dages læredrenge næppe drømmer.
Der lå ingen grusomhed i dette system, men sådan var mester selv
begyndt, sådan var han blevet hårdfør og flittig, og han kunne ikke tænke
sig, at systemet ikke også skulle være godt for næste generation.
I den store sovesal var der selvfølgelig ikke fyret, men de otte lære
drenge sov to og to sammen i brede senge med halmmadrasser og torden
dyner. Det kunne være lidt lummert om sommeren, men det lunede i de
kolde vinternætter.
Nu kl. 4x/ 2 skulle den yngste læredreng op. Det var hans arbejde at
hente vand til svendene og fyre op i kakkelovnene på værkstederne. Klok
ken 5 skulle resten af drengene af køjerne - og efter et hastigt morgen
måltid begyndte arbejdet for dem kl. 6. De tog fat sammen med de 11
svende, men mens disse fik fyraften kl. 20, så måtte drengene blive ved
til kl. 22 - altså en dag på 16 timer.
Denne sene gerning var det såkaldte »fyraftensarbejde«, der spillede
en stor rolle for dem. Her fik de nemlig i modsætning til om dagen be
taling for deres arbejde, d. v. s. mester opbevarede disse penge, og når
drengen så blev svend, fik han dem udbetalt som en samlet sum, der iøv-
rigt kunne være beskeden nok.
End ikke søndagen var automatisk fridag, for drengenes vedkommende
kun hver anden søndag. Arbejde og atter arbejde var tidens løsen!
Det var det ikke mindst for I. G. Schwartz, der ikke selv havde kendt
33