38 / 85
Til at begynde med var kridtpiberne de almindeligste, men det var jo
skrøbelige varer, og efterhånden følte man trang til noget solidere. Gen
nem mange eksperimenter opstod vore bedstefædres lange piber med
deres ofte bøjelige rør og deres hoveder af træ eller porcellæn.
Da først kunstdrejerne fik fat på piberne, blev de hurtigt til hele kunst
værker. Hver lille del var forfærdiget med stor kunstfærdighed, og det var
typisk nok, at da den lange pibe havde sin glansperiode, kunne en drejer
lærling overhovedet ikke blive svend uden at have vist, at han var mand
for at lave en god pibe.
Men der kom hurtigt et tredje materiale til, som man lærte at sætte
højt i ære, og som ikke har mistet sin anseelse til denne dag. Der er stadig
noget særligt ved en merskumspibe.
Det danske navn er jo tydeligt nok en forvanskning af det tyske Meer
schaum, der igen er betegnelsen på et mineral, der findes i Lilleasien.
Med havet har det intet at gøre, men i sin oprindelige form siges mine
ralet at bringe skumflager i erindring.
Det var en ungarsk skomager ved navn Karl Kevates, der efter trad i
tionen opfandt merskumspiben for et par hundrede år siden. En grev
Andrassy, der var fanatisk piberyger, havde været i Tyrkiet og fået en
klump af det mærkelige mineral med hjem. Nu bad han den fingernemme
Kovates om at skære sig et pibehoved a f det. Det gjorde han, og det viste
sig ikke alene at være behageligt at ryge af den, men ved rigtig tilrøgning
fik mineralet en underskøn brun farve, som man endda kunne forbedre
ved at stryge hovedet med voks, oprindelig skomagervoks, sådan som
Kovates havde gjort, men i vore dage vist nok mest bivoks.
Grev Andrassys pibe vakte stor opsigt, mange efterlignede den, og
det var kun naturligt, at Habsburgmonarkiet med dets hovedstad Wien
i mange tider var midtpunktet for hele merskumskulturen.
Men moden bredte sig også til den øvrige verden. I Tyskland var det
byen Buhla i Thüringen, der blev hovedstedet for fabrikationen af mer
skumspiber - og med denne by stod da også Schwartz’erne i stadig for
bindelse.
Nu har den lange pibe næsten helt måttet vige for Briarpiben, men
der er dog stadig folk, der holder på det gode gamle, som f. ex. Poul
Reumert, som man privat næsten ikke kan tænke sig uden den lange, hyg
gelige pibe. Også Johannes Poulsen holdt ved siden af Briar’en fast ved
den lange pibe - og var til det sidste kunde i Sværtegade.
Med sine piber og paraplyer og parasoller og knækparasoller henvendte
38