E N M A N D S G E R N I N G
S
ø n d a g
d e n
10.
marts
1872 ringede det på døren til J. A. Schwartz’s
lejlighed på anden sal i Sværtegade, og kunstdrejeren gik selv ud og luk
kede op.
Hvem han egentlig havde ventet på en sådan søndag morgen er svært
at sige, men i alt fald ikke den skare, han så. Det var tydeligt nok en depu
tation af festligt klædte medborgere, som han alle kendte, med voksdugs
fabrikant J. E. Meyer i spidsen.
Han kunne jo nok forstå, at en sådan deputation kun kunne have eet
formål, overbringelsen af en eller anden hædersgave eller hædersbevis, og
han, hvis fornemste karaktertræk var en dyb beskedenhed, kom uvilkårlig
til at ryste over hele kroppen. »Vil de herrer ikke komme indenfor«, sagde
han usikkert og førte dem ind i sin lejlighed, af hvilken der gik ry over
hele København, men som kun få havde fået at se, fordi den tilbagetrukne
J. A. Schwartz så at sige aldrig så mennesker hos sig.
Der var ædle parketgulve, der var paneler og døre af sjældne, afveks
lende, omhyggeligt udvalgte træsorter. Der var noget den gang meget
sjældent: et udmærket virkende centralvarme- og ventilationssystem. Når
man trådte på en knap i gulvet, sprang døre op af sig selv. For jævne køben
havnske borgere måtte den lejlighed stå som et raffineret teknisk vidunder.
J. A. Schwartz var ved indretningen sikkert blevet drevet af den hang
til mekanik, der havde fået familien til i 1857 at opstille en af de første
dampmaskiner i København, men i lejlighedens forsiringer mærkede man
jo tillige den glæde, han følte ved at have godt og kunstfærdigt håndværk
omkring sig.
Man kan roligt sige, at i en mere passende ramme kunne han ikke mod
tage den store deputation.
Det viste sig hurtigt, hvad det drejede sig om, for nu vendte fabrikant
Meyer sig mod ham og begyndte:
40




