bør ske i sammenhængende, videregående kursus beregnet på 2 eller 3 år,
den må gives i så praktisk form som muligt og, navnlig hvad tegning an
går, ikke svække elevens lyst med for mange elementære øvelser og kopie
ren, men stræbe hen til, at den fornødne selvvirksomhed kan komme til
udbrud. En håndværkerskole bør have sit bestemte afstukne mål, hvortil
den fører eleven, og det må ligge der, hvor håndværk på den ene side og
videnskab og kunst på den anden side må skilles, fordi enhver ting må
vide at begrænse sig.«
Man kan vist roligt sige, at bedre pædagogiske regler for en sådan
virksomhed ville det være svært at opstille i dag. Det er gyldne regler, der
stadig har gyldighed.
På en måde havde alt hans arbejde i det offentliges tjeneste sit udspring
i hans tilknytning til Industriforeningen.
Allerede faderen, J. G. Schwartz stod opført som en a f de 19 mænd,
der i den historiske skrivelse af 6. maj 1838 indbød til oprettelsen af
Industriforeningen og virkede som dennes formand i årene 1845-47 og
betegnes almindeligt som foreningens første
håndværkerformand.
Sønnens andel i Industriforeningens udvikling skulle dog blive gan
ske anderledes betydningsfuld og indskrænkede sig på ingen måde til
hans formandsperiode: 1857-61.
Des mærkeligere virker det, at han i en række år (fra 1849 til 1853)
nægtede at tage mod valg som repræsentant - men man må huske på, at
det tillige var en årrække, i hvilken det Schwartz’ske etablissement gen
nemgik en uhyre udvikling både teknisk og handelsmæssigt. Det var ikke
sådan at afse tid til arbejde udenfor Sværtegade. Alligevel står han som
indbyder til den storslåede industriudstilling, der på foreningens foran
ledning 1852 blev afholdt på Christiansborg Slots ridebane og til det sam
tidig afholdte industrimøde, det første i sin art i Danmark.
Men længere end højst nødvendigt kunne han ikke holde sig borte.
Nu går han med fuld kraft ind i foreningsarbejdet, bliver viceformand og
derefter i en årrække formand og dermed også en af de ledende personlig
heder i hovedstadens liv.
Det var sikkert med et meget dybt suk, at han i 1862 efter otte lykke
lige arbejdsår indenfor foreningen måtte bede om at få lov til at trække
sig tilbage fra sin repræsentantstilling, fordi hans vaklende helbred kræ
vede det.
De otte år havde slidt hårdt på ham, for store ting stod på dagsorde
nen. Det var en af de store pengekrisers tid, det var tiden for ikrafttrædel
44