48 / 85
teriets ekspeditionslokale, der havde til huse i det nu så smukt restaurerede
Petersens Jomfrukloster i Vimmelskaftet.
Der måtte mange aftenlige konferencer til mellem de ledende, og trak
det ud, forlagde man forhandlingerne til O tto’s populære konditori, hvor
man talte videre over tidens yndlingsdrik, en dampende romtoddy.
Johan Adam Schwartz var ellers ikke en af dem, der prokulerede, men
disse små toddy-møder mindedes han senere som nogle af de hyggeligste
timer i sit liv.
løvrigt kom hans eget etablissement til at medvirke ved udsmykningen
af det nye Frederiksborg, idet det udførte de 45 pragtfuldt udskårne
elfenbensrosetter til slotskirkens bedestol.
Schwartz glædede sig over de mange penge, lotteriet indbragte, men
mest måske over den udvikling af smagen, indkøb og bortlodning af de
mange »Konstgenstande« kom til at fremme. Måske har i så henseende
ingen enkelt institution betydet mere end netop dette lotteri.
Men ud af sagen vågnede også hos ham en skærpet interesse for hans
gamle yndlingsplan: håndværkerskolerne.
Schwartz var ingen fanatiker. Han kunne godt se, at mod den fabriks
mæssige udvikling kunne man ikke sætte sig op uden at tilsætte landets
konkurrencedygtighed, men han holdt på den anden side på, at der måtte
en modvægt til. Uden en tænkende, kundskabsrig håndværkerstand mang
lede landet noget væsentligt.
Han begyndte da at arbejde med forøget kraft på oprettelsen af en
arbejderhøjskole, og da arkitekt V. Klein i slutningen af treserne i en
række foredrag fremsatte lignende tanker, skrev han omgående til ham,
at han var fuldstændig enig med ham og stillede sig »til disposition for
sagens videre fremme«.
Man søgte først at få en række kursus oprettet i forbindelse med tek
nisk institut, men da der her viste sig vanskeligheder, skred man den 1.
november 1868 til oprettelsen af »Den nye Håndværkerskole« med både
dag- og aftenklasser, og med undervisning såvel i tegning som i de så
kaldte reale fag.
Her var noget »ret efter Johan Adam Schwartz’ hjerte«, og han deltog
sammen med arkitekt Klein og fabrikant Severin Jensen i skolens ledelse,
indtil svagelighed også tvang ham bort herfra i forsommeren 1872.
Det var jo kun få måneder efter den her skildrede overrækkelse af lega
tet, og man forstår måske bedst hans interesse for skolen, når man hører
hans bestemmelse om, at renterne af legatet indtil videre skulle tilfalde den.
48