SchwartserneISværtegade

Kort efter at han var blevet indvalgt i borgerrepræsentationen, blev

der fra en indflydelsesrig kreds’ side gjort et energisk forsøg på også at

få ham ind i Rigsdagen, hvor man mente, han ville blive den håndværkets

talsmand, der trængtes til derinde.

I forsommeren 1861 blev han da også anmodet om at stille sig i

Københavns 5. kreds. Han sagde imidlertid nej, og stemmerne samledes

derefter om den højtbegavede bladmand, redaktør C. St. Bille.

Måske var denne selv klar over, at havde Schwartz villet have manda

tet, havde han selv ingen chance haft - for da der under valgkampagnen

bl. a. blev spurgt om, hvad han forstod ved »Danmarks bedste mænd« (et

udtryk fra nogle af hans taler) svarede han med at fremdrage mænd i vidt

forskellige stillinger, og da han kom til håndværket, sagde han: »Og her

vil jeg nævne den mand, til hvem man i 5. kreds først har henvendt sig,

kunstdrejer Schwartz, hvis virksomhed i industriens og kommunens tje

neste længe har været frugtbringende.«

Et smukkere vidnesbyrd om den agtelse, man nærede for ham, kunne

han dårligt forlange.

Men med alt dette var hans offentlige virksomhed på ingen måde

forbi. Blandt andet er der al grund til selv nu, så mange år efter, at min

des hans indsats i kunstflidslotteriet. Senere har vi jo fået det meget klin

gende ord skønvirke, men kunstflid dækkede den gang så nogenlunde

det samme.

Med dets oprettelse hang det således sammen. Frederiksborg Slots

brand i december 1859 føltes som noget af en nationalkatastrofe, og der

var straks enighed om, at selv om det ville koste uhyre summer, måtte

slottet genopføres.

Frederik VII selv var meget ivrig for tanken, men det store problem

var jo, hvordan man skulle skaffe ikke en stor sum een gang for alle (for

den kunne aldrig blive stor nok), men finde en kilde, der kunne rinde år

igennem.

Da var det, ideen til kunstflidslotteriet opstod. Hvem der var dens

fader, er ikke sådan at afgøre; men til kredsen, der fra først af drøftede

den, hørte Johan Adam Schwartz. Her var en sag, der ganske automatisk

måtte vække hans ildhu.

Og da man så havde fået organiseret »Bortlodningen af indenlandske

Konst- og Konstflidsgenstande«, var han utrættelig indenfor administra

tionen.

I de første vanskelige år var han næsten hver eneste aften at finde i lot-