45 / 85
sen af den nye næringslov, der jo betød intet mindre end en revolution på
en lang række områder, det var de store udstillingers tid: Paris 1855,
London 1862, Malmø 1861, og alt dette gav meget at gøre.
Det var også ejendomshandlernes tid indenfor foreningen. Først ejen
dommen i Silkegade, så den mere blivende ved Holmens Kanal. Komité
på komité måtte nedsættes om alle disse vigtige spørgsmål, og i så at sige
dem alle sad den flittige Schwartz.
Til de fremstormende hørte han ikke, og et og andet initiativ blev
taget på trods af den forsigtige mands modstand, men når det kom til ud
førelsen, var han utrættelig. Således betragtedes hans indretning af Indu
striforeningens arkiv som et teknisk mesterværk.
Hvor det gjaldt det kulturelle liv indenfor foreningen gik han derimod
i spidsen. Han fik arrangeret specielle foredrag, han fik liv i foreningen
om søndagen, han arbejdede for at skaffe kunsten indflydelse på hånd
værkets form og foranledigede bl. a. udgivelsen af en samling håndværks-
tegninger under J. H. Nebelongs ledelse.
Men Industriforeningen var ikke ene om at lægge beslag på ham.
Allerede i 1851 havde han fået tilknytning til magistraten som tilsyns
førende med mesterstykker af dem, der søgte borgerskab som kunstdrej
ere, og i 1859 indvalgtes han i Borgerrepræsentationen, hvor et stort
arbejde ventede på ham.
Han var det fødte komitémedlem og sad da også i skolekommissionen,
i ligningskommissioner for nærings- og hjælpeskatten - og vigtigst: i den
store ligningskommission, der skulle ordne omlæggelsen af det køben
havnske skattesystem. Når man hører, at i de 186 hverdage fra den 15.
april til den 22. november 1862 holdt kommissionen 121 møder, forstår
man måske, hvad det drejede sig om, og man måtte da også ofte gribe til
at ansætte to møder på samme dag.
Det var ganske vist borgmester Gammeltoft, der havde formandens
brydsomme hverv, men efter ham var det absolut Schwartz, der i kommis
sionsmøderne bar dagens byrde. Det var vel netop dette slid, der fik den
samvittighedsfulde mand til at trække sig tilbage fra Industriforeningen.
Han troede ikke, han fuldt tilfredsstillende kunne udføre begge hverv.
Men også arbejdet i borgerrepræsentationen blev ham for hårdt, og
da hans valgperiode udløb i 1865, søgte han ikke genvalg.
Alle disse æresposter vidner jo højt nok om, i hvilken grad han havde
erhvervet sine medborgeres tillid, men dermed var den på ingen måde
udtømt.
45