34 / 85
andet end hårdt arbejde lige fra den dag, han kom i lære hjemme i Bu
dingen.
Efterhånden som onklen blev ældre, blev det næsten udelukkende Jo
han Georg, der varetog forholdet til svende og drenge. Han gjorde det
hårdt, men retfærdigt, og ud fra biblens ord om, at den der ikke arbejder,
heller ikke bør have føde.
Han troede på arbejdets evangelium som det eneste saliggørende, men
han gjorde det i og for sig på en gammeldags måde. For ham var arbejdet
manuelt arbejde, og han havde svært ved at indse nytten af en teoretisk
uddannelse. Det var en opfattelse, Schwartz erne endnu havde til gode at
kæmpe sig frem til.
Derfor kunne man også være sikker på en spydig bemærkning fra ham,
hvis han skulle gribe en dreng med en eller anden lærebog i hånden. Hvad
bildte sådan en knægt sig ind, han havde at passe sin spindel, og dermed
basta !
Det skete virkelig en gang, at han gav efter for en læredrengs indtræn
gende bøn om at få lov til at gå på Konstacademiet, som det dengang hed,
men forkyndte samtidig med stor alvor, at hvis blot een dreng mere kom
med en sådan anmodning, så trak han tilladelsen tilbage. Det skete da, at
en af de andre lærlinge tog mod til sig og bad om en lignende tilladelse,
og trods megen gråd og klage fra drengens side lod han sin trusel blive til
alvor. Der kom overhovedet ingen på akadem iet!
Lige så skinsygt vågede han over, at drengene udnyttede hver dag.
Den samme dreng, der var kommet med sin forgæves bøn om at kom
me på akademiet, og som efter kontrakten skulle stå 6 år i lære, fik i løbet
af denne tid som noget meget sjældent nogle småferier, men da de seks år
var gået, og han troede, at nu slog frihedens time, fik han noget andet at
vide: Han havde værs’go først at indhente samtlige feriedage, han havde
haft gennem de seks år. Først da det var sket, gav I. G. Schwartz ham
attest for, at hans læretid »idag« var udløbet.
Hele denne indstilling kan forekomme noget forbenet idag, men næg
tes kan det ikke, at den rent håndværksmæssige kunnen blev sat højt i ære
til gavn for produkternes kvalitet, en indstilling, man stundom kan synes
nu er gået lidt rigeligt i glemmebogen.
Værkstedet! Det var valpladsen, hvor sejrene skulle vindes. Værkste
det! Det var stedet, hvor han regerede enevældigt. Det skulle både svende
og drenge mange gange få at føle.
Ve den, der vovede at sætte sig op mod hans myndighed!
34