27 / 85
Det var således ikke nogen nyhed, Schwartz’erne indførte, men de var
de første, der satte tilvirkningen af paraplyer i system i København, så
ledes at man har lov at anvende ordet fabrikation om deres virksomhed.
Og Johan Adam og Johan Georg havde set rigtigt: det var ikke nogen
flygtig mode. Det var noget, der var kommet for at blive. Paraplyen blev
mere og mere almindelig, og man kan ligefrem følge det i datidens tegne
kunst. Hvor karakteristisk er ikke Corsarens karikaturer af Søren Kierke-
gård med hans store »bomuldspeter« klemt op i armhulen - og hvilke
mystiske manøvrer kan den store humoristiske tegner Fritz Jiirgensen
ikke lade sine personer foretage med deres paraplyer.
Selv i digtningen trængte paraplyen ind.
Da man skulle lave en parodi på Poul Møllers berømte digt, »Rosen
blusser alt i Danas have«, måtte et af versene selvfølgelig begynde:
Under paraply den danske bejler
med sin herligt vådepige går
. . .
og endnu nynnes mange steder Erik Bøghs gamle vise, »Det var en aften
i Tivoli«, med verset:
Og regnen strømmede nedfra sky,
der blev enjammer at høre!
Min hat var blegrød og ganske ny,
tænk blot
-
hvadskullejeg gøre?
Og skiltfra tantejeg blev i vrimlen,
da kom en herre som sendtfra himlen
medparaply! medparaply!
Det er ikke godt at vide, hvordan det er gået til, at poesien siden har
forladt paraplyen, men mon det ikke skete efter, at den fra svendenes
nænsomme hænder blev overladt til de følelsesløse maskiner?
Men i alt fald - paraplyen har dog holdt sig til denne dag - og ser ud
til at have endnu mange slægter for sig.
Parasollen derimod synes at være svært på retur. Borte er det yndige
syn fra Klampenborgs væddeløbsbane ved århundredskiftet: de smukke
damer med parasollen omhyggeligt løftet i den ene hånd, mens den an
den hånd fattede om den brusende nederdel, for at den ikke skulle slæbe
i det fugtige græs.
27