129 / 540
128
da hul i hovedet, når de beslu tn inger magistraten træ ffer hver dag - og også
havde tr u f fe t i vores tilfæ ld e - fak tisk er p o lit is k e , ford i deres fø lg e r er så
store og lægger så mange forhindringer for en samlet planlægning t i l borgernes
tarv. - Men fo r s la g e t b lev dog sendt i udvalg.
”Der_er_io_ingen_sag_inere”
Dagen e f te r havde v i s to r t besvær med at få pressen t i l at beskæftige s ig
med, hvad der var sket - "for nu var der jo ingen sag mere". Tænk, at de er så
kortsynede. Vi havde jo ingen svar få e t på vores spørgsmål og ingen e g en tlig
fo rsik ring om, at huset fak tisk v i l l e b liv e stående. Og det almene var der ikke
taget s t i l l i n g t i l .
Radioen havde været med inde t i l mødet og lavet en op tagelse a f debatten,
og nogle dage senere lavede v i nogle bånd hjemme hos en a f os t i l en udsendelse.
Men desværre kunne den pågældende reporter ikke finde ud a f , hvad hun sku lle
gøre med s t o f f e t - så der fik v i h e lle r ingen hjælp.
Først midt i jun i - e f te r borgerrepræsentationens møde - f ik v i endelig ko
pierne af magistratens brevveksling med bygherren. Og den viden , det gav o s,
havde v i - som situ a tion en var - svært ved at s e , hvordan v i kunne bruge.
Det b lev sommerferie, og borgerrepræsentationen holdt f r i , og også dens ud
va lg , der sku lle tage s t i l l i n g t i l det almene i vores t ilfæ ld e , nemlig byplan-
og tra fikudva lget.
se e v t. b ilag
n r .4 , s . 395
VI TÆNKER OS CMEN TID
Først hen i september begyndte der igen at ske noget. Udvalget sk u lle have
møde, og VS'eren s t i lle d e udvalget en række spørgsmål, som han orienterede os
om, id e t v i f ik e t eksemplar hver. Der var ingen, der v id s te , hvor længe udval
g et v i l l e være om at behandle sagen og a fgive in d s t illin g t i l borgerrepræsenta
tion en . Så v i v id ste h e lle r ikke, hvornår v i sku lle fyre op under radioen igen ,
og h e lle r ikke, om v i s e lv sku lle henvende os t i l udvalget e l l e r hvad v i sku lle
gøre for at s ik r e , at huset v ir k e lig b lev stående, og at andre ikke kom i samme
s itu a tio n .
Vi v id ste j o , at v i sku lle overvinde den modstand, der bestod i , at en del
af udvalgsmedlemmerne ikke v i l l e erkende det almene i sagen og derfor ikke syn
t e s , der var nogen sag mere.
Fra slutningen a f september og igennem oktober måned var v i dog e t l i l l e
udvalg, der drøftede, hvad v i sku lle gøre. Vi kunne kun henvende os t i l byplan-
og tra fikudva lget. Men hvad sku lle v i sige? Vi lavede nogle udkast t i l breve
og indkaldte så de andre t i l e t møde, hvor v i sku lle prøve at gøre brevet fær
d ig , så v i kunne få det duplikeret og omdelt t i l underskriftindsam ling.
Midt i november var v i samlede, de f le s t e af os fra hu set, hvor v i b lev
enige om, hvad der sku lle s tå , og at v i a lts å sku lle skrive t i l udvalget. Vi
snakkede osse om at prøve at sætte radioen i gang inden så længe - udsendelsen
var jo a ld rig b lev e t t i l noget. - Og så snakkede v i meget om, at hvis det v ir
k e lig lykkedes for os at klare skærene, sku lle v i holde en f e s t for os a lle
sammen.