![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0277.jpg)
276
VORES UDGANGSPUNKT
1 vores kvarter er vi mange enlige mødre. Hvis vi skal gå om aftenen, til
møde eller bare en tur i biografen, hvad skal vi så gøre med barnet/børnene?
Det er for dyrt altid at skulle betale babysitter. Det er hverken godt for bar
net eller en selv, hvis man er tvunget til at sidde hjemme hver aften - man
biir let ensom og går lidt i stå. Og det er heller ikke altid godt at tage bar
net med ud til vennerne - det er forstyrrende for barnet og distraherende for
moderen (eller faderen).
Par har det lidt lettere - men har alligevel de samme problemer ind imellem.
Somme tider vil man jo gerne gå ud sammen - og så må man betale en babysitter -
og det er stadig dyrt. Man kan også skiftes til at gå til møde eller bare ud;
men hvis man har mange aktiviteter ender det bare med, at man mødes i entredøren
en gang imellem. Og ofte er det den samme part, der får lov til at sidde hjem
me og kukkelure (som regel kvinden), og det skaber også problemer.
I vuggestuen snakkede vi tit om, at når sagerne stod sådan til, så måtte en
bømepasningsordning for alle røre løsningen. Men vi fik ikke rigtig gjort noget
ved det. Efterhånden som der blev dannet mange grupper i kvarteret, fik mange
mulighed for at snakke om, hvor besværligt det var med at få passet børn, når
man skulle til møde.
VI GÅR IGANG
Til slut tog kommunikationsgruppen i vuggestuen endelig skridtet til at ind
byde til møde mellem:
1
) forældre til børn i vuggestuen
2) aktive i andre Røde Rose grupper
3) gamle elever fra vuggestuen, som kunnerøreinteresserede i at passebørnene.
På mødet skulle man bl.a. snakke om,hvem der skulle røre babysittere - for
ældre på skift eller gamle elever eller måske bare interesserede fra kvarteret.
Det var også et problem, hvor børnene skulle passes. Nu var vi så heldige
at råde over vuggestuens lokaler; det var jo forældrenes vuggestue, og de
stillede den til rådighed for ordningen. Men nogen syntes det var nemmere og
hyggeligere at passe ungerne hjemme hos sig selv.
Hvis vi skulle have pædagoger og elever til at passe vores børn,ville der
også komme et pengespørgsmål ind i billedet.
Og endelig en vigtig ting: hvem kunne få sinebørn passet? Skulledet røre
for alle, der havde lyst, eller kun for de aktivei grupperne?
Der mødte kun 9 op til det første møde - kun piger - i november 1972. Der
blev holdt endnu et møde i december, og der besluttede vi at starte fra januar
1973.
Vi blev enige om, at ordningen skulle omfatte børn af aktive i grupperne og
vuggestuens børn. Det kunne også blive til 70 børn. Det skulle røre en betin
gelse for at få sit barn passet, at man selv tog en bømepasningsvagt
1
gang om
måneden. Pasningen kom altså hovedsageligt til at hvile på forældrene.
Vuggestuen blev valgt som pasningssted, dels fordi vuggestuens børn følte