278 / 540
si§ hjemme der, dels fordi der var masser af plads, legetøj, badeværelse, sen
ge osv. Og selv om den lå i yderkanten af Røde Rose kunne alle dog nå til den
på overkommelig tid.
Der blev oprettet en girokonto 'Røde Roses børnepasning'. De, der ville
bruge ordningen, skulle betale et indskud på 25 kr., og
10
kr. i slutningen
af hver måned samt
1
kr. for hver gang, man havde fået sit barn passet.
Disse penge skulle gå til professionelle babysittere, hvis nogen skulle
blive syge, eller hvis der var ekstra mange børn.
Den 2.1.1973 startede ordningen så med 5 par og tre enlige mødre, som skulle
skiftes til at passe børnene. Det skulle ske tirsdag, onsdag og torsdag fra
18-24. Det betød en vagt til hver om måneden.
De næste måneder gik temmelig gnidningsløst. Det var forbavsende få, der
benyttede ordningen, og det var sjældent der var over to børn på en aften. Pen
gene til professionelle babysittere fik vi slet ikke brug for, så for dem fy
rede vi en mægtig 'lær hinanden at kende fest' af, oppe i vuggestuen. Gennem
Rosenbladet blev alle, der var med i ordningen, både børn og voksne, plus
eventuelle interesserede, indbudt. Det blev en mægtig succes, dels fordi vi
nu blev så mange, at vi kunne udvide ordningen med mandag, dels fordi både
børn og voksne blev mægtig godt rystet sammen. Desuden blev der skabt et sam
menhold på tværs af de hidtil bestående grupper, fordi der mødte flere op fra
hver gruppe.
Y
2
I§§_erfaringer
Vi holdt hver måned et status-møde, hvor vi lagde vagtliste for næste måned
og snakkede om eventuelle problemer. Men det var egentlig overflødige møder -
vi kunne lige så godt have tildelt hinanden en bestemt vagtdag i hver måned, og
så nøjedes med at indkalde til møde, når der var virkelige problemer. De fleste
der var med, havde jo også andre møder +
1
bømepasningsvagt om måneden, så det
blev lidt for meget.
En stor ulempe var også, at det med at minde folk om, at de skulle have vagt,
hang på én person. Det var meningen, at man skulle skrive sit barn på en liste
dagen før, hvis man ønskede, at det skulle passes.
Den, der administrerede girokontoen, kom også i vuggestuen, kontrollerede
bømelisten og ringede til vagten, hvis denne havde telefon. Hvis ikke, skulle
vagten ringe til hende og høre, om der var børn at passe. Det var et besværligt
system og meget bindende for den, det hang på. Det kunne nok have røret nemme
re, hvis vi stolede lidt mere på hinandens hukommelse og selv lod dem, som skul
le passe børnene den pågældende aften, se efter på listen.
Vi nåede op på 25 aktive medlemmer (9 par og 7 enlige). Men i maj startede
frafaldet. Først var der nogen, der flyttede; så var der enkelte par, som syn
tes, at det ikke kunne betale sig med ordningen; de kunne sagtens få barnet
passet hos naboen eller lignende. Nu er det jo sadan i Røde Rose, at de fleste
aktive kendte en hel del mennesker i deres egen karré; og derfor fik man ordnet
børnepasningsproblemet på en meget nemmere måde, idet barnet blev passet hos de
samme folk hver gang, ofte hele natten. Dette var meget tryggere for bamet.
Desuden var gangafstanden så heller ikke så stor.
Babysitterordningens store fejl var nok, at der i virkeligheden var for
mange mennesker med i den. Hvis man kun fik passet sit barn en eller to gange
277