![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0034.jpg)
31
var en meget god idé, men mente også at det - alt andet lige - var bedre anvendt
som f.eks. børnehave. Det skulle imidlertid være for det pågældende kvarters
børn, og ikke vores. Vi ville ikke støtte et sådant initiativ. De institutioner
vi ville være med til at bruge kræfter på, skulle afhjælpe institutionsmange
len hos os i Røde Rose, og skulle derfor ligge i kvarteret. Skulle huset bruges
til børneinstitution, skulle det selvfølgelig være for nabokvarterets børn. At
sammenblande børnene her og derfra, ville være at gøre den samne bommert som
kommunen f.eks. var ved at gøre hos os på den tid. Den var ved at projektere
nogle børneinstitutioner i Baldersgade, men det var for børn fra Ryesgade. Hvis
gruppen ville arbejde på at få en institution til vores børn udenfor kvarteret,
ville vi gerne hjælpe den med den viden vi havde, men ikke med arbejdet. Afta
len blev, at de ville finde ud af hvordan det lå med huset, og så enten fort
sætte med det, eller kontakte os så vi kunne finde ud af at lave noget sammen.
Vi kom aldrig til at samarbejde, men har undertiden sludret, når vi har mødtes
på gaden. Her fremgik at gruppen havde fulgt samme politik, som de grupper der
blev dannet samtidig med os selv i sin tid. De henvendte sig også til kommunen
med en anmodning om hjælp, og blev sprængt.
Nu forekommer det os nærmest fantastisk, at det dengang lykkedes os - ini
tiativgruppens rester - både at holde sammen på os selv, og tage nye initiativer
Det gjorde det ikke dengang, der var det blot et stadigt tilbagevendende pro
blem at få tilrettelagt vores tid, så vi kunne mødes. Når vi magtede at gøre
det, var det på grund af den varme, vi mødte i Røde Rose, og fordi det var nød
vendigt.
Gruppernes opdagelser og overvejelser skulle kommunikeres rundt. Vi stod u-
sikre overfor mange af problemerne og var nødt til at diskutere dem sammen.
Samtidig var det klart for os, at vi var nødt til at realisere mere af vores
oprindelige arbejdsprogram, hvis samtidigheden og sammenhængen i tingene skulle
sikres. I grupperne havde vi rigeligt at gøre med at sætte os ind i og klare
arbejdet hver især.
Skulle der tages nye fællesinitiativer, måtte vi satse på egne kræfter. Dem
fik vi først tillid til at have et overskud af, da der var 4 nye, der ville læg
ge deres til vores. To der ville være med til at sætte sig ind i stoffet og
skrive bladet om fritidshjemmene og -klubberne, samt gå ind i de nye grupper,
ligesom vi var gået ind i de gamle. En der ville hjælpe os med at skrive, ren
skrive, trykke osv. Og endelig, én der dels ville hjælpe os med at løse nogle
af vuggestuens regnskabsmæssige problemer, dels med nogle undersøgelser vedrø
rende vores muligheder for at udnytte de selvejende institutioners muligheder
i loven.
Den ene af dem, der gik ind i gruppen, var fritidspædagog. Det fik os til at
tro, at det ikke ville blive noget stort arbejde at skrive bladet, og gav os en
mægtig tillid til at den gruppe han kom i nok skulle komme til at klare sig
godt.
Vi var glade. Vores svaghed havde måske kun været forbigående. Det 4. blad
kunne udkomme. I forhold til den oprindelige plan ville omdelingen blive for
sinket med 1 måned, og møderne med lidt mere - men det ville komme. Den hjælp
vi havde fået gav os samtidig kræfter til at lave en arbejdsplan for
2
sidelø
bende initiativer.