37 / 540
34
Det betød, at vi ikke kunne nå at lave to af de blade vi havde planlagt.
Dermed måtte vi lægge de emner, der især drejede sig om vores, de voksnes, og
de ældres muligheder på hylden indtil videre. Vi ville hverken nå at komme ind
på fællesinstitutionerne - det der nu bliver talt om som aldersintegrerede in
stitutioner - eller de ældres dagcentre og vores mulighed for at få flere pen
sionistboliger i kvarteret. Vi ville heller ikke nå sammenhængen mellem boli
gen, friarealerne og institutionerne. Ikke nå de grønne områder, trafikken og
vores muligheder for at hjælpe hinanden med huslejeproblememe. Vi satte imid
lertid vores lid til, at vi enten kunne overkomme at lave dem selv efter sommer
ferien, eller at vi kunne komme til at lave dem sammen med grupperne, efter
hånden som vi begyndte at se resultater der.
Da vi havde fået institutionsproceduren færdig og omdelt, kastede vi os
derfor over blad nr. 5. Det skulle være til de unge i kvarteret, der var store
nok til at sørge for ting til sig selv - børnene i 14 - 18 årsalderen. Deri
skulle fortælles om, hvad de havde ret til af økonomiske tilskud i deres fritid
med eks. på hvordan unge havde udnyttet mulighederne andre steder. Det skulle
uddeles til de unge selv, men siden omdeles til alle kvarterets husstande, så
det ikke skulle hedde sig, at vi gik bag om forældrene. Dem ville vi anbefale
at støtte de unge, der ville gøre noget ved deres situation, og bede dem om at
gå aktivt ind i arbejdet med at skaffe bedre forhold til de 7-14 årige, der
endnu ikke var store nok til selv at gøre noget ved deres behov for legepladser,
fritidshjem og -klubber. Bladet skulle først indbyde de unge til møde, siden
indbyde de voksne til ét. Bladomdelingen til hele kvarteret skulle finde sted
inden de unges møde, så deres forældre var ordentligt informeret. Problemet med
først at skulle sige ét til de unge, og siden udvide det med noget til forældre
ne, blev løst ved at vi trykte de ting, der skulle siges til forældrene på et
farvet stykke papir, som vi lod bogbinderen indsætte midt i den del af oplaget,
der skulle omdeles til de voksne.
Bladet skulle være ude så møderne kunne holdes inden eksamenslæsningen be
gyndte. Da vi havde svært ved at nå det, kompromissede vi os frem til et møde
på skolen sidst i maj, og håbede at børnene ville komme der selvom de havde læ
seferie, når de blot nåede at få bladet inden. Det fik flertallet af de større
skolebørn ikke. Vores skrivning og trykning var gået som smurt, men læseferier
ne var netop begyndt, da vi traf aftale med skoleinspektøren om uddeling på
skolen gennem elevrådet. Han var venligt indstillet, men "kunne og ville ikke
henstille til aktiv støtte fra lærerne, kun gøre dem opmærksom på bladet,
som han iøvrigt anså for at være strålende". Elevrådsformanden påtog sig for
delingsopgaven, men stod så svagt i organisatorisk henseende, at opgaven med
at nå helt ud med klassesættene var for stor. Derfor uddelte vi også bladet som
løbesedler på gaderne, dels til de børn, vi troede var over
12
år, og som gik
på andre kvarterers skoler, dels til de unge vi kunne træffe på kvarterets ga
der om aftenen.
En anmodning til lederen af kvarterets eneste ungdomsklub, en af politiets
ungdomsklubber (PUK) om at omdele bladet der og evt. lade det diskutere på et
møde, blev afvist. Han syntes både "ideen og initiativet var alletiders" - men
ville hverken uddele dem selv eller have at vi gjorde det, af pædagogiske grun