36 / 540
33
Hvad skulle de have ud af at komme der? Kunne det være rigtigt, at klubberne
skulle ernære sig af loppemarkeder? Grundlaget for vores udkast var for skrøbe
ligt. Det eneste materiale vi ikke behøvede at lave om, var en artikel om et
forrygende spekulationsbyggeri, som vi havde fået at vide, at kommunen havde
givet grønt lys for til opførelsen af i kvarteret.
Vi var tvunget til at begynde forfra - og trykkeren, som vi atter var nødt
til at bruge, skulle have de resterende sider om mandagen. Hvis vi udsatte pro
duktionen, ville det blive umuligt for os at nå de sidste blade inden sommerfe
rien. Vi sprang ud i det. Ringede til folk, læste og skrev udkast. Vanskelig
hederne tårnede sig op. Da vi var klar til at skrive rent, stod der onsdag på
kalenderen. Bladet var blevet skrevet "i et stræk". Vi var stort set blevet,
hvor vi samledes for at skrive om lørdagen. Havde skrevet og passet børn på
skift, bragt dem til og fra vuggestue eller babysitter. Meldt sygdom til ar
bejdspladserne, men været nødt til at gå til et par gårdrydningsmøder ind imel
lem skriverierne - alt kun afbrudt af, at vi på skift fik et par timers søvn
hist og her i krogene. Vi havde meget skæg ind imellem, som det er sjovt at
mindes nu, og arbejdet har medført, at vi er blevet mange, der har fundet sam
men i Røde Rose, men det var ikke bare grin at komme så vidt. Trykkeren og
bogbinderen var imidlertid nogle kammerater - nåede deres til tiden trods for
sinkelsen, og omdelingen af bladet gik hurtigere end sidst, samt under lige så
dejlige omstændigheder.
Efter plancheudstillingeme, hvor vi mødte en overvældende interesse, kom
møderne som en stor skuffelse. På grund af den interesse vi havde mødt, havde
vi gjort os mange spekulationer om hvordan vi skulle gennemføre møderne, og om
hvordan vi skulle klare os med kun 3 klasseværelser. Det havde vi ikke behøvet.
Der kom kun to af vore naboer - én på hvert af møderne. Det var ikke nok til at
vi kunne overkomme arbejdet, og vi besluttede os til at se tiden an. Vi kunne
ikke forstå forholdet, men regnede med at det lille fremmøde skyldtes et sammen
træf af uheldige tilfældigheder, samt en udbredt opfattelse af, at de 7 til 14
årige børn godt kan klare sig med en nøgle til hjemmet og de muligheder kvar
teret giver dem. Den sidste antagelse støttedes af, at der kun var to, der hav
de været interesserede i disse problemer på gårdrydningsmøderne.
Skuffelsen var stor, men til at bære. Vi troede på, at vi ville finde på
råd. Havde mere end nok at gøre i vores grupper, og havde fået et umiddelbart
bevis for bladets berettigelse, da møderne fandt sted. Artiklen om spekulations
byggeriet var blevet lasst af nogle af dem, der ville blive berørt af det i før
ste række, beboerne i Fenrisgade, og førte til at de opsøgte os for at få at
vide, hvor meget vi vidste. De havde hørt rygter om nedrivningsplaner i længere
tid, men havde ikke kunnet få noget bestemt at vide. Deres lejligheder var rela
tivt store, de var blevet moderniseret på en fornuftig måde for nyligt og var
se evt. s.121
billige. Vores drøftelser medførte et samarbejde mellem os, og senere med de
tilstødende karreers beboere. Det blev et stort arbejde, et dejligt samarbejde
og "endte" lykkeligt.
Efter fritidshjemsmøderne diskuterede vi, hvad vi ville lade det ringe frem
møde betyde, og da arbejdet med "institutionsproceduren" var ved at være færdig
sidst i marts, var vi blevet klar over, at vi kun kunne nå at lave
1
blad mere
inden sommeren, og havde besluttet, at det skulle være til de unge i kvarteret,
men også berøre problemerne for fritidshjems- og klubsbørnene.