511 / 540
ser på daginsti tu t
ioner for born
og
unge, herunder
socialpædagogiske f r i t i d s
foranstaltninger.
Stk. 2
Daginstitutioner for børn og unge kan oprettes og
drives a f en e l l e r f le r e
kommuner
eller som private 'institutioner, ned hvilke
kommunalbestyrelsen ind
går overenskomst.
Private institutioner skal
være selv ejend e, hvis der er
Palads 'til mindst6 i bdm.
Stk. 3
Socialministeren fastsætter 'vejledende regler
for in stitu tio n e rn e s le d e ls e
og d r if t .
Vendingerne "ad anden vej" eller "private
in s titu tio n e r med hv ilk e kommu
nalbestyrelsen. indgår overenskomst" betyder,
at in stitu tion e rn e udover a t væ
re kommunale kan oprettes og 'drives som private,
der så skal være selv ejend e.
Der er ikke stor forskel på de to slags
,
de skal
godkendes, drives og modtager
tilskud
fra det o ffe n tlig e
efter
de
samme
re g le r . Forskellene v is e r s ig mest
i , hvordan de Økonomiske og ledelsesmæssige forhold kan adm inistreres.
Hvad Økonomien angår giver den kommunale fæ lle s d r ift fo rd e le , som fæ lle s
indkøbsordning, enhedspriser og, i Københavns kommune, ekstraordinære p o lit is k
betingede tilsk u d . Dette betyder, at de kan holde en lavere p r is end de priva
te in s titu tio n e r . D isse er nemlig som rege l op rettet uafhangigt a f hinanden.
Selvom de interessegrupper, der står bag, er velmenende, er der dog grænser.
Man s lu tte r s ig ikke sammen med "konkurrenten” .
Hvad ledelsen angår, vender den kommunale samdrifts ford ele s ig im id lertid
t i l det modsatte, ford i kommunerne endnu ikke kan finde ud a f at give de en
k e lte in s titu tio n e r lokalselvbestemmelse. Dette betyder b l.a . at forældrene i
de kommunale in s titu tio n e r kun har re t t i l at b liv e v a lg t ind i et forældre
råd, som ikke har nogle r e e lle b e fø je lse r - hvorfor samtalen mellem os og pæ
dagogerne får nemt ved at b liv e "tom". Det samme kan være t ilfæ ld e t i de priva
te in s titu tio n e r , hvor forældrene kun har e t mindretal i b esty relsen - men er
n a tu rligv is ikke tilfæ ld e t her hos o s, hvor det er os forældre, der s e lv er
in it ia tiv t a g e r e .
Udover at v i således har ret t i l in stitu tio n e rn e og lov t i l s e lv at opret
te dem, hvilke r e tn in g slin ie r giver loven så kommunerne og os at gå frem e fter?
Fra at være retningsgivende minimumsstørrelser og forudsætningen for de
s t a t s lig e tilsk u d , er bestemmelserne b levet gjort t i l ab so lu tte maximumsstør-
r e ls e r . H ertil kommer at de detaljerede bestemmelser, der enten fremgik d i
rekte e lle r fu lg te a f den gamle lo v , om hvilken standard v i skal have, ikke
har bindende virkning e fte r den nye lov . Så kan man nok spørge s ig s e lv om, t i l
hvis gavn v i har få et en ny lov.
Den er b levet gjort upræcis og på mange måder selvmodsigende.
Når den f .e k s . s ig e r , at kommunerne skal oprette det antal in s t itu t io n e r ,
der er brug fo r , så er det både t i l at le og græde over. Der stå r nemlig ingen
steder e fte r hvilke k r ite r ie r det skal afgøres - og vendingen om at andre end
kommunen kan gøre det er tragikomisk, da det jo netop også fremgår, at d ette
ikke kan lade s ig gøre uden kommunernes v e ls ig n e ls e og ak tive s t ø t t e .
På samme måde med bestemmelserne om in stitu tio n e rn e s indretning. Der stå r
510