![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0054.jpg)
52
Efter et par møder, hvor man snakkede om detaljer i indretningen af gården,
arbejdede vores arkitekt videre med skitsen, medens vi flere gange telefonisk
kontaktede ing. Kirkeby, som bekræftede at kommunen så med velvilje på vore be
stræbelser. Kirkeby var osse ude og se på gårdene og det blev osse her konsta
teret, at arealet ville være meget velegnet for en gårdrydning - ingen bygnin
ger skulle fjernes, og grunden skulle ikke jævnes ud.
Den 3. april var arkitekten færdig med skitse-tegningen. Den var udformet
som en folder og viste alle enkeltheder i gårdens indretning (legeredskaber,
hyggekroge med borde og bænke, tørrestativer, skraldespande, cykelskure osv.)
Vi i arbejdsudvalget syntes, det var en ganske præsentabel skitse og vi blev
enige om at lade folderen trykke. Da dette var sket, uddeltes den i maj måned
se evt.
nr.4 s
til alle husstande i karreen. Folderen indeholdt osse, foruden tegninger og
forklaringer, en invitation til et beboermøde, hvor alle kunne diskutere skit
sen og komme med eventuelle indsigelser.
Til mødet, d. 18. maj, kom der omkring 15 beboere, som diskuterede folderens
indhold, men der var ikke mange indsigelser. Dog mente viceværten fra Bagerlau-
gets Stiftelse (som har den midterste og absolut bedste del af gården), at stif
telsen kun ville gå med til en gårdrydning, hvis de fik en klækkelig erstatning.
På mødet blev det vedtaget, at man skulle indsende et andragende til kommunen
med anmodning om at få sat en gårdrydning i stand. Brevet skulle følges af
underskrifter fra beboerne, og vi udarbejdede derfor en skrivelse for hver op
gang og fordelte opgangene alt efter, hvor vi boede, således at det ikke ville
være helt ukendte mennesker, der opsøgte beboerne. Vi samlede osse penge ind
blandt de fremmødte til at dække udgifterne ved trykningen af folderen.
Kort tid efter opsøgte et af medlemmerne fra arbejdsudvalget Oldermanden
for Bagerlaugets Stiftelse for at søge at arrangere et møde mellem stiftelsen
og repræsentanter for beboerne. Oldermanden mente ikke der var grund til noget
møde og oplyste, at man i stiftelsen havde studeret planen og ikke var interes
seret - man henviste iøvrigt til, at børnene kunne lege på legepladsen i Bal-
dersgade. Vores indtryk og vurdering af stiftelsen var, at de først og fremmest
ser økonomisk på spørgsmålet.
I juni gik vi så igang med underskrift-indsamlingen, og vi brugte en del af
tener til at gå rundt og stemme dørklokker og snakke med folk. Desværre var der
enkelte af beboerne som vi ikke, trods gentagne forsøg, traf hjemme (måske på
grund af sommerferier), nogle få ønskede ikke at skrive under, men ellers var
de øvrige beboere meget positivt indstillede overfor en gårdsanering og gav ger
ne deres underskrift som støtte for vores henvendelse til kommunen.
I hele karreen var der kun problemer med
2
af ejendommene, nemlig stiftelsen
og en privatejet ejendom. Da vi i stiftelsens ejendom kun havde haft kontakt
med viceværten, besluttede vi nu at opsøge beboerne selv (de er alle ældre men
nesker). Det første sted, vi ringede på, var vi ikke særlig velkomne - næste
sted ville konen faktisk gerne skrive under, men manden var imod det. De for
talte os, at beboerne i det store hele ikke havde noget imod gårdrydningen, men
de boede husfrit (uden at betale husleje) og havde intet at sige om ejendommen
iøvrigt - det lå i luften, at de var bange for at deres navne skulle komme frem
og at de så skulle blive sagt op. Derefter opgav vi stiftelsen for ikke at kom
me til at presse nogen til noget, de eventuelt ville kunne få ubehageligheder af.
I den anden ejendom, vi ikke havde haft kontakt med før, startede vi hos
dens ejer, der boede i ejendommen og som flere år før selv havde snakket om at
bilag
.373