![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0072.jpg)
70
Disse forhold førte i arbejdsgruppens første levetid til, at vi samledes
til hastemøder flere gange i den tro, at nu skulle vi skynde os. I forhold til
vores naboer i karreen betød det, at når vi oplyste, at "nu sker det", med ju
bel og flag, så gik der alligevel langt over et år uden synlige resultater. Der
for sidder mange med den opfattelse, at "det sker ikke i vores levetid" - og så
er der jo ikke så megen grund til at beskæftige sig med det. Det er nok en af
årsagerne til, at deltagelsen efter afsendelsen af tegningen i oktober 1972 har
været dalende, og til at vi trods alt kun er en trediedel af husstandene repræ
senteret i beboerforeningen.
Noget andet, der gør sig gældende, er de betingelser vi har for kontakt med
myndighederne. Forhandlinger kan kun foregå i arbejdstiden, dvs. mellem 9 og 15,
evt. 16. Det betyder, at kun hjemmearbejdende, studerende, bedre placerede funk
tionærer, pensionister og evt. også skifteholdsarbejdende kan gå, fordi det el
lers koster en hel eller halv dagløn eller en fridag. Hos os har det betydet, at
det kun er nogle af os, der har kunnet tage sig af den side af sagen.
Det samme gør sig gældende når det drejer sig om telefonopringninger. Man
kan kun ringe mellem 9 og 15. Og man kan kun ringe, hvis man enten går hjemme
og har telefon, eller hvis man har et arbejde, hvor man kan tillade sig at hol
de en pause for at ringe, og også har mulighed for at komme til en telefon. Det
er nemlig ikke let at føre forhandlinger fra en telefonboks! Det betyder også,
at hvis man arbejder på fabrik, kan man ikke tage sig af den slags. - Hos os
har det betydet, at igen kun få af os har stået for telefonopringningerne. Og
dem kan vi ikke være foruden - de er helt nødvendige.
Ydermere skal man helst kunne bruge en telefon. Dvs. man skal helst i forve
jen vide, hvem man skal tale med, og kende alternative personer, hvis vedkommen
de "lige er gået til frokost", "sidder i møde", er "på ferie" eller "er syg".
Og man skal helst kende sagsbehandlingens gang og en hel masse paragraffer - el
lers får man ingen ting at vide eller lader sig afvise med det samme. Det har
vi til fulde erfaret.
Vi har talt om, at det ville være bedst, at så mange som muligt af os kunne
fungere som kontakter til kommunen. Både fordi man lærer noget af det, og fordi
vi muligvis får mere at vide, fordi vi så er flere til at udtænke spørgsmålene
i den enkelte samtalesituation. Endelig også fordi der altid er risiko for, at
den, der er kontakt, bliver for indforstået i længden. Vi synes, vi har fået
mest ud af de mundtlige ansigt til ansigt-forhandlinger. Dels er vi så på
en gang mange om at spørge, notere svar og reaktioner, vi har bedre muligheder
for at lave en fælles vurdering af forhandlingen bagefter, og endelig er det i
sådanne forhandlinger, vi har fået de fleste oplysninger samlet.
Derfor mener vi, at der er nogle ting, der skal laves om: enten skal vi alle
i vores ansættelsesforhold have det sådan, at vi kan gå til møder eller telefo
nere, uden at det koster os vores løn - eller også skal møder og opringninger
kunne foretages i vores fritid, og embedsmændene skal kunne komme til os i ste
det.
Vi har mange gange her i karreen snakket om, at det er urimeligt at den hus
lejeforhøjelse, som ejerne kan vælte over på os, når de sætter penge i en gård
rydning, gælder til evig tid - altså ud over de ti år, der går inden investerin
gen er kommet hjem igen. Det har betydet, at mange har ment, at så skulle vi
ikke have en gårdrydning alligevel, for det var simpelthen for urimeligt. -
Men trods alt er det her noget, som kan blive, sådan som vi har brug for det -