![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0012.jpg)
FAMI L I EN WÜRGER
I LÜBECK OG KØBENHAVN
AF JO H A N JØ R G E N S E N f
I Danmark gjaldt Lübeck og de andre Hansestæder gennem år
hundreder for fjender. Der går en lige linie fra kansler Johan Friis,
der brugte modsætningsforholdet til Wullenweber og hans byfæller
i den hjemlige politik,1 over klagerne fra de danske købstæder i 18.
århundrede, til den kendte nationalliberale politiker Orla Leh
manns polemik mod Hanseaterne i stænderforsamlingen 1842.
Hvem kan læse Danmarks historie uden at fyldes af harme over
den måde, hvorpå Hansestæderne har domineret her i landet?,
spurgte Lehmann. Og han fortsatte: Og når nu en dansk hand
lende etablerer sig ene på hamborgsk kredit og under navn af dis
konto og provision må remittere alt, hvad han fortjener, til de tyske
købmænd, hvis varer han forhandler, så er han vel dansk borger af
navn, men hvori består i virkeligheden forskellen mellem ham og
hine gamle hamburgske pebersvende.2
Som politikerne således også historikerne. Af Johan Friis’ propa
ganda finder vi henimod år 1600 en genklang hos Arild Huitfeldt
i hans store, grundlæggende Danmarkshistorie, hvor han om Lü
beck siger følgende: Og har altid dette været deres vis og vane, at
når vi og vore naboer har stået ilde sammen, eller indbyrdes været
splidagtige, at de da altid har anhængt den ene og undertiden den
anden part og i så måde søgt deres fordel.3
Arild Huitfeldts vurdering var rent politisk. Først i 19. århun
drede blev samfundsforholdene for alvor taget op til behandling af
historikerne, men det kom på ingen måde til at betyde nogen gun
1 0