239 / 239
A N M E L D E L S E R
ningen optrådte hun i balletten »Faust« og blev modtaget med stormende jubel.
Nogle år senere var det den grove forbryder Ole Pedersen Kollerøds tur
til at sidde i samme lukaf. En af hans medsammensvorne, Sidse Marie Chri-
stensdatter, der »var i bund og grund fordærvet« sad samtidig i Blåtårn, hvor
hun fordrev kedsomheden med gruppesex. Gennem et hul i loftet var hun
steget op til 2 mandlige arrestanter, hvorfra hun var set stige nøgen ned igen.
Ole Kollerød, hendes kæreste, tilgav hende dette »Fejltrin, da han ei heller
havde været hende tro«. Da Ole af forhørsdommeren Fr. Knudsen var blevet
beskyldt for ussel fejghed, der afholdt ham fra at sige sandheden, gik det hans
»ære« for nær og han tilstod rovmordet på kusk Lars Pedersen, Ørholm.
En nedsat kommissionsdomstol idømte ham og hans to mandlige medsam
mensvorne, fhv. vægter Ole Hansen og Peter Christian Knudsen, der ellers
gjorde i ben, gammelt jern og hestehuder, livsstraf og for de to førstnævnte at
»lægges paa Stægle og Hiul« og den sidstnævntes hoved at sætte på en stage,
jfr. Danske Lov henholdsvis 6-9-12 og 6-9-1. Sidse slap derimod med 1 års
forbedringshusarbejde. Dommene appelleredes til Højesteret, der stadfæstede.
Christian 8. fritog Kollerød for at lægges på stejle og hjul, og de to andre
fritoges for livsstraf, mod at de efter at have overværet Kollerøds henrettelse
skulle kagstryges på retterstedet og derefter hensættes til arbejde i Rasphuset
på livstid. Og generalkrigskommissær dr. Jens Veibel Neergaard, der havde
overværet forhørene, afsluttede sin bog om denne dystre kriminalsag med at
bevidne forhørsdommeren (denne var såvel birkedommer som politimester)
»en uforgængelig Følelse af Højagtelse«.
Hermed er givet et par smagsprøver på farverigt stof i en bog, der i øvrigt
udmærker sig ved udførlige kildeangivelser og kontant indhold. Jeg kan kun
ønske læseren god fornøjelse.
P. A. Tvede.
237