238 / 239
A N M E L D E L S E R
på hovedgården Clausholm ca. 1690. I 1 7 1 2 afskedigedes han og kom derved
i stor og bundløs gæld, som han også slæbte på, da han udnævntes som herreds
foged og senere som anført birkedommer. Men Frederik 4., der i juni 1 7 1 2
havde bortført storkanslerens datter Anna Sophie fra Clausholm, havde vel
sørget for ham, som han også havde givet tyende, der var behjælpelig under
bortførelsen en kongelig løn (hushovmesteren udnævntes til amtmand, lakajen
til herredsfoged og kammerpigen blev gift med en retsskriver).
Når man læser de ansøgninger, supplikanter stilede til den enevældige mo
nark, hvori de kryber i støvet for ham (i øvrigt vel helt sædvanlig i form for
den tid) er det fast utroligt, at en birkedommer på Frederik 4.s jyllandsrejse
skulle have haft den frihed at spørge kongen, om han kunne blive hans saddel
hest med følgende motivering: »Vi have begge lige mange Skiepper Korn om
Aaret, med den Forskiel, at Deres Majestæts Hest rides kun af Een Person,
men jeg rides af Alle og Enhver«.
Det blev Struensee der stillede dygtighed som eneste kriterium for en per
sons egnethed som dommeremne. Den 12.2.1771 bestemtes også, at ingen
domestik, som havde med sin herres personlige opvartning at gøre, måtte an
sættes i offentligt embede.
V ar dommerne således af meget mådelig standard indtil 1800, stod det ikke
bedre til med stokkemændene (tingsvidnerne), der bringer tanken hen på de
tre små aber: Ikke se, ikke høre, ikke tale. I dommerindberetningerne fra 1753
klagedes enstemmigt over stokkemændene, der synes at være valgt blandt de
usleste og affældigste individer. Stiftamtmand With beskrev dem i 1 7 5 1 :
»Blandt Stokkemændene findes ofte dem, der aldeles intet kan høre og for
medelst Alderdom moxen (næppe) ej heller se eller for Soven holde Øjnene
aabne. De er derfor un yttige,
, thi de vide aldrig, hvad der er foregaaet«.
Unægtelig betryggende!
I bogens afsnit om den berygtede arrest i Blåtårn kan man læse om solo
danserinde ved Det kgl. Teater Andrea Krætzmers forseelse og indespærring i
Blåtårn. Hun, der havde håbet på ægteskab med balletmester August Bournon-
ville, var kommet på kant med den attråede og havde gjort sig skyldig i in-
subordination over for ham. Teatrets chef, den fra livjægernes udfald i 1807
bekendte kammerherre Frederik v. Holstein, der søgte at mægle i striden ved
at afkræve hende en undskyldning, fik ikke held hermed og den genstridige
indsattes i 31 dage fra 4 .1 0.1 831 i Blåtårn i et lukaf med jernstænger for vin
duet, hvori ellers kun de groveste forbrydere hensattes. (Personalet ved Det
kgl. Teater havde deres særlige værelser i arresten). Rygtet om den hårde
behandling nåede Frederik 6. og dronningen, der gav deres uvilje tilkende
overfor teaterchefen. Efter rygterne havde solodanserinden betegnet v. Hol
stein som »en dramatisk nathue«, en dyr bemærkning! En måned efter afso
2 3 6