13 / 239
F A M I L I E N W Ü R G E R
stigere dom over Hanseaterne, hvis rolle i Danmarkshistorien af
den fremtrædende historiker C. F. Allen skildredes i de mørkeste
farver: De tyske købmænds åg fik først sit knæk efter Grevefejden,
under Christian I II indskrænkedes Hansestædernes handelsvælde
betydeligt, og fra Frederik II kan man regne dens fuldkomne
ophør.4
Hvad dette sidste angår, var der altså uoverensstemmelse mellem
Allen og hans politiske meningsfælle Orla Lehmann, som iøvrigt
vel havde sin historiske viden fra Allens Danmarkshistorie. Det er
interessant at lægge mærke til, hvorledes den praktiske politiker
forstår at give de aktuelle problemer historisk perspektiv, medens
historikeren stort set slipper emnet, da det efter en politisk vurde
ring synes at have mistet sin betydning.
Imidlertid har vel hverken Johan Friis eller Orla Lehmann mødt
udelt tilslutning. Det var ikke alle kredse i Danmark for hvem Lü
beck ubetinget og til enhver tid var en modstander. For mange
bønder og adelsmænd var lübeckerne traditionelle handelspartnere,
og heller ikke købstadboerne kan uden videre betragtes som fødte
modstandere af forbindelsen med Hanseaterne.5
Denne side af det dansk-lybske forhold har hidtil kun i ringere
grad haft historikernes opmærksomhed, og man ser derfor, at Lü
beck så at sige fuldstændigt forsvinder ud af de almindelige Dan-
markshistoriske værker fra det tidspunkt, hvor byens selvstændige
politiske betydning forsvinder.5 Vel har Lübeck ikke i nyere tid
haft en placering i dansk udenrigspolitik og -økonomi som i middel
alderen. Amsterdam og Hamburg havde tildels taget dens plads -
men også kun tildels. De gamle handelsforbindelser bestod fortsat
og spores tydeligt i 17. og 18. århundrede. Bevarede toldregnskaber
viser
f.ex.en omfattende dansk import fra Lübeck.'
En række andre kilder bevidner ligeledes den fortsatte kontakt.
Endnu så sent som i 1606 fik lensmanden på Malmøhus ordre til
11