51 / 239
E T R E G N S K A B F R A R O K O K O T I D E N
var det som han sagde, for at de kunne »conserveres« for hans
hustru og børn.
Hvordan kunne disse besvigelser ske? Svaret er såre enkelt.
Bankens regnskabsføring var for primitiv og revisionen for lidt
effektiv. Møller havde i sin kasse både midler, han skulle svare til
efter sin kassebog, og nye, endnu ikke udgivne sedler, som ikke var
indført i hans kasseregnskab, men hvorover der førtes et helt andet
regnskab, og det oplystes under sagen, at den påbudte revision ved
de fem bankkommissærer i å 2 gange ugentlig og af de to køb
mænd, som var udvalgt til at kunne efterse bankens kasser og
bøger en gang om måneden, aldrig blev foretaget. Den eneste
revision, der foretoges, foregik fast 1 1 . marts og 1 1 . september.
Da indfandt en af kommissærerne og en af revisorerne sig ved
lukketid og spurgte om kassebalancen, men pengeskabet blev aldrig
åbnet i den anledning.
Regeringen var ikke interesseret i, at det kom offentligt frem,
hvor stort et beløb Kurantbanken havde mistet. Det kunne have
skabt en alvorlig tillidskrise.1 ‘ Sagen mod Møller blev ført bag
hermetisk lukkede døre, og den kom ikke for de normale domstole,
men behandledes udelukkende af en tomandskommission, bestå
ende af højesteretsassessor Fr. Chr. Sevel og justitsråd G. Linde,
som også afsagde dommen, og Møller afstod fra at have en for
svarer.35 I dommen nævnedes ikke noget bestemt beløb for besvi-
gelserne, men kun at de var på mere end
3 0 . 0 0 0
rd. (hvad man
jo tør sige, at de va r!), og Møller dømtes til at arbejde i jern i
Københavns fæstning, »indtil han enten faaer afbetalt, hvad han
ved endelig Afregning bliver skyldig til Banqven eller ved Døden
afgaaer«. Bemærkningen om den endelige afregning var naturligvis
også et led i tilsløringspolitikken. Kommissionen kendte ved doms
afsigelsen meget vel det tabte beløb.
Dommen var utvivlsomt mildere end ventet. Luxdorph mente
4
4 9