52 / 239
S I G U R D J E N S E N
i hvert fald den
4
. februar 1778,19 at Møller skulle til Munkholm.
Men det, at man ønskede, at sagen overfor offentligheden skulle
tage sig så ubetydelig ud som muligt, er naturligvis kommet Møller
til gode. Dommen faldt først 9. maj 1778. Den 6. juli s. å. over
førtes Møller fra Blåtårn, hvor han under restsagen havde siddet
og haft det ret komfortabelt (banken betalte forplejningen, han
havde sit eget sengetøj med osv.) til Stokhuset, og her sad han og
havde det nogenlunde, idet Slavekassen betalte lidt ekstraforplej-
ning for ham, indtil han den
4
. september 178 1 overførtes til K a
stellet. Der arbejdede han den følgende vinter, og så slap man ham
ud (20. april 1782 ).20 Det skete efter hustruens forbøn, og det blev
forbudt ham at opholde sig i København uden kongens særlige
tilladelse.21
Hans kone blev ganske ordentligt behandlet. Banken gav hende
en lille understøttelse, og indtil gården i Reverentsgaden i juni
1779 blev solgt af banken, der havde overtaget den for en del af
sit krav, fik hun lov at bo der. Familiens indbo og effekter var
naturligvis også hjemfaldet, men Kongelig Majestæt lod hende
allernådigst beholde en hel del ganske værdifulde ting, deriblandt
også en mængde bøger. Man må håbe, at nød og trang ikke har
tvunget hende til at realisere dem, således at Rasmus Møller i al
fald havde lidt at læse i, da han blev sluppet ud af fæstningen.
At slægt og venner ikke slog hånden af hende, ses af fadderlisten
ved det sidste barns dåb. Fru Møller ventede sig nemlig, da man
den blev fængslet, og dette barn blev døbt 22. januar 1778.22
For bankkommissarierne var sagen naturligvis en yderst pinlig
affære, og de modtog da også et meget skarpt brev fra Guldberg,
der spurgte, hvordan kontrollen dog kunne svigte så katastrofalt.
De forsvarede sig imidlertid ganske bravt, nærmest lidt næsvist, og
blandt undskyldningerne, de fremførte, var også de trange lokale
forhold i banken, der efter deres mening vanskeliggjorde al kontrol,
5 0