58 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
disposition. Ved voldsommere tumulter måtte politiet i reglen
rekvirere militær hjælp.2
Tilmed var en meget stor del af politistyrken ukvalificeret til
tjenesten, idet man hverken krævede forkundskaber eller sørgede
for blot den spinkleste uddannelse af betjentene. »Ved min Ansæt
telse blev der leveret mig et Politiskildt, uden andre Instruxer, end
at Politimesteren paalagde mig at være en flink og paapasselig
Mand«, skriver den københavnske opdagelsesbetjent, J. C. Søller,
i sine erindringer om sin første ansættelse i en landjurisdiktion nær
København i i84o’rne. Året efter opnåede han en stilling under
Københavns politi, og intet tyder på, at vilkårene her har været
stort anderledes.3
Grunden til, at politidirektøren måtte vælge sine betjente blandt
dårligt kvalificerede ansøgere, skal søges i lønningerne, der ikke
kunne lokke bedre egnede til. Da han i 1 771 efter mange nyansæt
telser igen måtte afskedige 4. forhenværende tjenere på grund af en
kabinetsordre om forbud mod ansættelse af nogen domestik eller
tjener i offentligt embede, beklagede han det meget, fordi erfarings
mæssigt ingen var bedre egnede til at være betjente end underoffi
cerer og tjenere, eftersom de begge var »vant til at røgte Ærinder
og til idelig Løben og Strippen for en ringe Løn«.4 I håb om en
forbedring af standarden havde man reguleret gagerne i 1793-
forordningen og åbnet mulighed for sportler og dusører,5 men man
glemte siden at tilpasse dem ordentligt, så i 1 84o’rne var en betjents
økonomiske forhold igen lidet tillokkende.
Overvågeisen af orden og sikkerhed ved nattetide var betroet
vægterkorpset, der var temmelig talstærkt i sammenligning med
det egentlige politi uden dog derfor at kunne løse sin opgave. Vag
terne var alt for lange, fra 7 til 12 timer alt efter årstiden, så væg
terne kunne ofte findes sovende på en trappeopgang, i en kælder
5 6