HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

J. S V A N E - M I K K E L S E N

litibetjentens væsen, idet han jo ofte var en ganske anden, når

man traf ham på gaden med stokken i funktion. Københavnerne

mindedes ikke altid deres umiddelbare kontakt med politimagten

for det godes skyld, og protester kom efterhånden mere og mere

højlydt til udtryk, især gennem Fædrelandet, der op gennem

1840’rne befæstede sit tidligt vundne ry som landets første egent

lige oppositionsavis, bl.a. ved omhyggeligt og kritisk at følge poli

tiets virksomhed.

Efter Christian 8.s tronbestigelse håbede alle liberale kræfter på

større politisk frihed, og mens Dagen efter en mindre demonstra

tion i København beklagede politiets tilbageholdenhed, bemærkede

Fædrelandet med glæde og anerkendelse øvrighedens moderate op

træden og henviste til de humane metoder, der med held anvend

tes af politiet i både Frankrig og England, hvor et voldeligt indgreb

i folkets forsamlingsfrihed var så sjældent, at det formelig vakte

skandale, når det hændte. Og var man i England nødt til at skride

ind, skete det »ikke med Knipler . . . . men med Oplæsning af Op-

rørsacten, der da ogsaa kun sjelden forfeiler sin mægtige Virkning«.

Bladet håbede at kunne bestyrke »Politiet i Erkjendelsen af det

Nedværdigende og Ærekrænkende i Stokkens Anvendelse, og Pu

blicum i den Selvfølelse, der gjør Brugen af et saadant Middel

baade unødvendig og umulig«.11

Det viste sig dog, at en mildere kurs lod vente på sig. Allerede

en måned efter splittede politiet en fredelig hyldestdemonstration

med stokkeprygl, så Fædrelandet med dyb beklagelse måtte til

bagekalde sin ros.12 Fremskridtsvennerne fik aldrig lejlighed til i

længere tid at glæde sig over en gryende humanitet i politiets virk

somhed, der som regel snarere skyldtes tilfældigheder og ineffek

tivitet end ligefrem velvilje. Utilstrækkeligt mandskab gjorde det

ofte nødvendigt for politiet at »forholde sig ganske passivt og lade

det komme an paa Tilfældet, hvad Udfaldet vil blive«.13