61 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
sen i 1840’rne, »følte Politiet s i g
forpligtet til at slaa løs paa
Mængden«.8
Forholdet mellem politimagt og borger var så nært, at det i høj
grad kom an på omstændigheder af lokal og personlig natur, om
man betragtede betjenten som et skikkeligt og forholdsvis uskade
ligt individ eller som en brøsig og brutal person. Men at forholdene
var langt fra det ønskelige, og at politiets fysiske magt var det væ
sentligste, måske endda det eneste grundlag for folks agtelse og
respekt, er dog hævet over enhver tvivl. Det er også rigtigt, at po
litiet efter bedste evne var særdeles påpasseligt over for de svageste
spor af revolutionære bevægelser op gennem 1840’rne og under
tiden greb meget hårdhændet ind, men som udøvende organ for det
bestående samfund kan politivæsenet jo kun fungere som sam
fundsbevarende institution.
Hvorledes datidens politibetjent placeredes i det almindelige om
dømme, og hvor forbitret en kamp han undertiden førte for at vin
de højere social anseelse, fremgår af en brevveksling fra 1848 i an
ledning af, at en tidligere betjent, der nu var i hæren, søgte for
fremmelse til officer. Såvel betjenten i sin ansøgning som politidirek
tør Bræstrup i sin anbefalingsskrivelse anførte mange gode grunde
til betjentens fordel, men de blev ikke accepteret af krigsminister
Tscherning, der konkluderede, at »der ligger . . . . noget i Politie-
betjentenes blandede Optræden, snart i deres virkelige Skikkelse,
snart skjult for at kaste sig paa deres Bytte, som atter giver den
mindre gunstige Anskuelse om dem en virkelig Betydning. Det er
ikke ganske ugrundet naar man antager, at Forretningernes Be
skaffenhed lidt efter lidt kan udøve en vis Indvirkning paa Carac-
teren«. Tscherning forsikrede, at han til fulde indså, hvor vigtigt
det var at skaffe politiets betjente den øgede anseelse, de i så høj
grad trængte til, men de vigtigste skridt i denne retning måtte
komme fra politiet selv, og det var sikkert nok sa godt, om en be
5 9