62 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
tjent viste sin duelighed på eksercerskolen og derved på normal
vis avancerede til officer fremfor »at gjøre sig til Martyr for en
Standmæssigheds Strid«.0
Men den sociale status lod sig vanskeligt forbedre, så længe en
stilling som politibetjent var så dårligt aflagt, både p.g.a. pengenes
direkte indvirkning på standsmæssigheden og som følge af de tid
ligere berørte vanskeligheder ved at skaffe velkvalificeret mand
skab, der formåede at forlene politibetjentstillingen med en vis
anerkendelse.
Og hvert år ved nytårstide fik respekten sig et nyt knæk, når
betjenten gik ud på den hævdvundne nytårsgratulation i sit distrikt
i den berettigede formodning, at der ville falde en drikkeskilling af.
Han var ikke ene om det, men fulgtes i denne skik af brandfolk,
nat- og tårnvægtere, skraldemænd og andre kommunalt ansatte,
der i dette forsøg på at supplere en sparsom indkomst undertiden
trak tyende og håndværkssvende og -drenge med sig i deres køl
vand. Det kunne give en ganske betragtelig ekstraindkomst, især
når man som vægterne benyttede enhver hel- eller halvhellig mær
kedag til at gratulere, så denne brandskatning var naturligvis ikke
særlig populær blandt borgerne. Skikken var gammel, og ikke me
get yngre var det første forsøg på at få den afskaffet, men det skulle
tage sin tid, før det lykkedes.
Dagspressen var stort set enig om at fordømme systemet, ganske
vist med forskellig intensitet og naturligvis med de liberale aviser
som de ivrigste, men kort før det konservative Dagen gik ind i
1843, beklagede også det sig over »den fordærvelige og høist upas
sende Nytaars-Gratulation«, som mod forventning syntes at være
blusset op med mere end fornyet kraft, efter at pressens skriverier
igennem en årrække havde fået lagt en dæmper på »denne over
drevne Høflighed«. Både gamle og nye gratulanter syntes at skyde
op af jorden som paddehatte.10
60