67 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
og politibetjente eller vægtere, og det var ikke få, blev afgjort i
den tiltaltes disfavør, uden at der tilsyneladende nogensinde var tale
om skyld hos eller afstraffelse af de pågældende betjente. Og skete
det, at en betjent blev straffet, omend kun minimalt, undertiden
næsten symbolsk, for at have misbrugt sin myndighed, bragte bla
det straks sagen til torvs, for at offentligheden ikke skulle få det
ensidige indtryk, »at Enhver, der er forsynet med Uniform eller
Politiskildt og Stok, derved ubetinget og uden Ansvar har faaet
Magt over Hvermands Ryg«.1 ' Nu skulle der vel herske usædvanlig
slette tilstande inden for politiet, om der i ethvert tilfælde var lige
så stor grund til at vente skyld hos betjenten som hos den anholdte,
men politistyrkens beskaffenhed, den vanemæssige brutalitet og det
herskende retssystem kunne fuldt ud berettige Fædrelandets agt
pågivenhed og ønske om bedre tilstande.
Ind imellem oprørende beretninger om prygleaffærer og rets
misbrug koncentrerede bladet sig om to hovedanker. Den ene
drejede sig om betjentes og vægteres store og ofte afgørende ind
flydelse på en sags videre forløb gennem vidnesbyrd under eds
aflæggelse. Disse tillagde man nemlig fuld gyldighed som vidner,
også om overgreb eller fornærmelser mod sig selv, og mange sager
afgjordes på et så spinkelt og ensidigt materiale. Nok er det en
injurierende påstand, at der ved betjentenes edsvidnesbyrd »er
indrømmet en Masse Subjecter, hvis Moralitet just ikke stedse er
den bedste, og hvis Dannelse er ringe eller som oftest ingen, en
langt større Ret, end der tilkommer nogen anden Borger i Staten«,
men formelt er betragtningen jo rigtig, og den får vægt gennem
en for hof- og stadsretten under en lige så gyldig, skulle man sy
nes, »Saligheds Eed« fremlagt erklæring fra tre borgere om, at en
navngiven vægter til dem skulle have sagt, »at han ikke gjorde sig
mere af at aflægge en falsk Eed, end som at spise et Stykke Smørre
brød og dertil drikke en Snaps«.18
5
6 5