70 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
Indtil da måtte man finde sig i et politi, der p.g.a. sit forholdsvis
åbenlyse virke og i øvrigt ret primitive metoder dårligt kan kaldes
hemmeligt, men nok politisk alene ud fra sin funktion i en bryd
ningstid som redskab for det bestående samfund.
Denne mere diskrete side af politiets virksomhed tog et opsving
efter juli-revolutionen i 1830, da den voksende politiske uro i
Europa gjorde den danske regering så betænkelig, at den ved flere
reskripter i 1830’rne pålagde politimyndighederne meget omhyg
geligt at kontrollere passene hos alle de udlændinge, der kom til
landet. Mistænkelige agitatorer skulle afvises, og man skulle holde
godt øje med dem, hvis papirer ikke kunne begrunde, at man
nægtede dem indrejsetilladelse. Og for at farlige social-revolutio-
nære ideer ikke skulle slippe ind i landet gennem danske statsbor
gere, blev det ved plakat af 23. oktober 1835 forbudt danske
håndværkssvende, som gik på valsen, at opsøge lande eller byer,
»hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkere taales«.
Trodsedes forbudet alligevel, kunne den hjemvendte håndværker
først få borgerskab på sin profession et år efter hjemkomsten og
vel at mærke kun, hvis han var uden for mistanke om deltagelse i
lovstridige forbindelser. Det ser dog ud til, at myndighederne ad
ministrerede de strenge bestemmelser lempeligt.24
Den samme påpasselighed anvendtes over for enhver afskygning
af revolutionær virksomhed, alt hvad der kunne tænkes at true
statens sikkerhed. Politiet fulgte den slesvigholstenske bevægelse
bogstaveligt talt i hælene,20 og selv de blotte forventninger om en
fri forfatning i liberale kredse herhjemme ansås for farlige. Da
Frederik 6. ved sin død i 1839 efterfulgtes af sin fætter, Christian
8., der huskedes som underskriver af den norske grundlov fra 18 14 ,
anstrengte man sig for simpelthen at undgå, at kongen konfron
teredes med et konstitutionskrav i tide og utide, især i begyndelsen
af hans regeringstid, da håbet om at se ham som grundlovens giver
68