74 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
personlige engagement - p.g.a. afstanden i tid —synes at have til
ladt et mindre ensidigt og mere fordomsfrit syn på det enevældige
styre og dets forskellige funktioner.
Især Villads Christensen har givet et fortegnet billede af de to
politidirektører, A. C. Kierulff og C. J. C. Bræstrup, der vågede
over stadens og i nogen grad også over statens sikkerhed under den
sene enevælde og helt op til 1863. Han giver Kierulff skylden for
»at have organiseret det Pryglesystem, som Politiet ved enhver
Lejlighed anvendte over for Byens Befolkning«, men det er absolut
en sandhed med modifikationer.40 Senere har både Hans Jensen og
Flemming Dahl ydet Kierulff oprejsning som en betydeligere og
mere nuanceret personlighed, end Villads Christensen har ladet
ane.41
Andreas Christian Kierulff blev politidirektør i København i
1820, da hans forgænger blev afskediget p.g.a. uduelighed.42 Nu
havde man til gengæld fundet den rette mand, som hurtigt for
måede at genskabe ordnede tilstande i byen. Målet blev næppe
nået ved anvendelse af fløjlshandsker, men selv om Kierulff måske
ikke gik hårdere frem end nødvendigt for opgavens løsning, kan
man ikke rehabilitere ham ved at sige, som Flemming Dahl gør
det, at skildringen af Kierulff som ophavsmand til politiets stokke
regimente »kun synes hjemlet i spredte Avisindlæg og Gadedemon
strationer fra et ukyndigt Publikums Side«.43 Det var utvivlsomt
en opfattelse, man havde i vide kredse i samtiden, og det var f.eks.
et synspunkt, som Fædrelandet aldrig fraveg44 - formelt i nogen
grad med rette, eftersom grundlaget for den virksomhed, politiet
formåede at udfolde i 1 840’rne på trods af utilstrækkeligt og ukva
lificeret mandskab, vitterligt skabtes under Kierulffs dygtige ledelse.
Men Flemming Dahis kritik er med rette vendt mod en alt for
snæver karakteristik af en mand, der aldrig påviseligt er gået ind
for et voldsregime - snarere tværtimod - og som i hele sin embeds
72