79 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
havde overtaget fra sin Forgænger. Som Politichef fortsatte han
kun, hvad Kierulff havde begyndt«.50 Det er igen en sandhed med
modifikationer. I en tid, da den politiske strøm gik ham imod, kom
han til at stå som en meget markant skikkelse, hvis ry ikke stod
tilbage for forgængerens - på godt og ondt.
II. Ved tronskiftet 1848.
»Da det efter Lægernes Erklæring Dags Formiddag kunde be
frygtes at Kongen ikkun havde en kort Tid tilbage at leve i, beor
dredes hele Politiet at samles paa Politikammeret«. Således antydes
stemningen i København kort, men ganske rammende i en politi
rapport fra torsdag den 20. januar 1848. ’'
Det gærede i byen under Christian 8.s sygdom i januar måned.
Længe havde kampen for en fri forfatning varet, og alle anede, at
kongens mulige død og kronprinsens tronbestigelse ville bringe nye
tider. I statsrådet var gehejmestatsminister P. C. Stemann af den
bestemte opfattelse, at man burde udvise fasthed og om fornødent
holde gemytterne i ave ved politiets og måske også ved militærets
hjælp, men blandt ministrene sejrede dog en mere beroligende og
forsonende holdning.52
For man måske lidt forsigtigere frem fra myndighedernes side,
end traditionen bød, så sørgede man dog for, så vidt muligt at
have situationen under kontrol hele tiden. Kong Christian 8. døde
den 20. januar om aftenen, og i den uge, der fulgte, var politiet i
uafbrudt aktivitet for at opdage og neddæmpe revolutionære ten
denser i befolkningen. For at forebygge uroligheder patruljeredes
der næsten uophørligt ved Amalienborg, Christiansborg og i Vim-
melskaftet ved »Jomfru Rasmussens«, den senere grevinde af Dan
ners, bolig, og samtidig forstærkedes hovedvagten ved politidirek
tørens bopæl i Gothersgade.53
Ved to af disse dages begivenheder mødte politiet særlig talstærkt
77