76 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
havn igen var en lovlydig by, »paa en Maade der ikke fremkalder
nogen ufordeelagtig Meening om mig«, ikke mindst af hensyn
til familien. Han ville gerne instruere sin efterfølger i en over
gangsperiode, ganske vist blev 2 mand i embedet til byrde for det
offentlige, men »kunde ikke nogle Maaneders otium behøves efter
2de suure anstrengende Aar«.4°
Denne ærlige appel rørte dog ikke kongen, der nødigt slap så
dygtig en mand, men Kierulff fik løfte om et gagepålæg, som han
imidlertid høfligt afslog under de foreliggende omstændigheder, da
folk kunne finde, at han opnåede fordele ad smugveje, og netop en
politidirektør måtte have befolkningen med sig. Derimod ville han
gerne have gunstbevisningen til gode til den dag, han virkelig
trængte eller trak sig tilbage fra embedet.40
Indstillingen synes at have været karakteristisk for Kierulff som
den retlinede og pligttro embedsmand. Han blev på sin post til
1834, da han overtog embedet som overpræsident i København.
Til sin død i 1846 bevarede han imidlertid en nær kontakt med
politiet ved at beholde den nominelle titel af fungerende chef for
hovedstadens politi og kystpolitiet, og da han førte kongens tillid
med sig over i overpræsidentembedet, blev hans velunderrettethed
fortsat udnyttet gennem hyppige referater for Frederik 6., som han
stod personligt nær.
Også Christian 8. benyttede Kierulff som rådgiver, og det vakte
naturligvis ringe begejstring i liberale kredse, der havde håbet på
ændrede politiske tilstande som følge af tronskiftet. I erkendelse af
de kongelige omgivelsers vigtige rolle skrev Fædrelandet i 1840, at
det var »ikke uden Glæde, at Publicum erfarede, at Hs. Majestæt
havde frabedet sig Politichef Kierulffs noksom bekjendte Søndags
visiter, hvis Gjenstande han havde henviist andetsteds, og det er
ikke uden Bedrøvelse Publicum seer, at Hr. Kierulffs Audientser,
hvis Øiemed forøvrigt nu er det ubekjendt, i den senere Tid ere
74