73 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
skandinavisk samfund blev også kvalt i starten, men det blev til
gengæld det sidste foreningsforbud under enevælden, og det næsten
identiske skandinaviske selskab, der stiftedes i september samme år
og hurtigt viste sig at være udtryk for et udtalt behov,33 fik lov at
bestå på den betingelse, at hvis det »lagde nogensomhelst politisk
tendens for Dagen, maatte det vente strax at vorde opløst«.30 Det
blev aldrig til mere end denne advarsel, men den blev dog bragt i
erindring et par gange i de følgende år, og det præciseredes, at
under politisk tendens henregnedes enhver kritik af regeringsforan
staltninger.3‘
De forskellige foreninger protesterede som regel ivrigt mod et
hvert indgreb fra politiets side, naturligvis næsten altid uden held,
men hændte det, at et arrangement blev gennemført på trods af
politidirektørens advarsel, forholdt myndighederne sig undertiden
passive.38 Kancelliet fulgte ikke nogen bestemt fremgangsmåde,
knap nok en fast linie, men selv om politiets repressalier derfor også
var begrænsede, berettigede dog dets potentielle indskriden og rege
ringens interesse i at lodde folkestemningen - især i visse kredse -
en usvækket overvågelsesaktivitet. Orla Lehmann karakteriserede
i et brev til Monrad tilstanden således, at det ikke var lovens ord,
men dens tavshed, der var fundamentet for »vor Associationsret,
som saaledes altsaa er ubegrændset; men lige saa ubegrændset er
Statens Politimyndighed«.30
Det var den mand, der til enhver tid stod i spidsen for organisa
tionen og dens virksomhed, som blev den naturlige skydeskive for
den kritik, der i samtiden rettedes mod politiet i København, mod
dets ineffektivitet, vilkårlige brutalitet og konstante politiske ind
blanding. Denne undertiden temmelig rabiate kritik, især i den
liberale presse, har præget opfattelsen af forholdet mellem politi
og offentlighed helt op til den sidste menneskealder, da det svagere
7 1