72 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
have været en student, idet en hel del af hans i øvrigt underskrevne
rapporter bærer stedsangivelsen »Regentsen«.30 Men at der over
hovedet »spioneredes«, var derimod en velkendt sag også uden for
politiets egne rækker. Da politidirektøren i 1846 forbød Asmund
Gleerup at holde foredrag i den borgerlige læseforening om »bon
debevægelserne, deres grunde og betydning«, skrev Kjøbenhavns-
posten rent ud, at dette nye overgreb fra politiets side forudsatte
spioneri, da foredragets titel ikke havde været offentliggjort.31
Politiets åbenlyse politiske interesse bevirkede naturligvis, at
mange i en vis udstrækning tilpassede sig den, og resultatet af po
litiets anstrengelser blev selvfølgelig ofte magert, men det hindrede
ikke, at det op gennem 1840’rne tålmodigt vedblev at holde skarp
kontrol med især de talrige foreninger, der blomstrede op i forbin
delse med den gryende politiske liberalisme. I 1840 dannedes så
ledes et studentersamfund, der betragtedes som farligt og ophæ
vedes, fordi det ikke ville holde konsistorium underrettet om sine
forhandlinger.32 Muligheden for at anvende denne officielle be
grundelse var sikkert kærkommen, for man forholdt sig i regerings
kredse længe usikkert over for den nye studenterorganisation. Den
tidligere politidirektør, nu overpræsident, A. C. Kierulff var således
betænkelig ved et direkte forbud og gik i stedet ind for et strengt
tilsyn, idet han rådede kongen til at forholde sig afventende, til
foreningen eventuelt blev åbenlyst illegal.33 Kabinetssekretær Adler
var derimod meget ivrig efter at udnytte modsætningsforholdet
mellem studentersamfundet og konsistorium og skrev til Bræstrup
—i betragtning af mange professorers liberale anskuelser med rette
bekymret for at miste en antagelig grund til det ønskede forenings
forbud: »Det vil nu ikke undre mig, hvis jeg idag eller imorgen
erfarer at Consistorium fraterniserer med Studenter-Samfundet«.34
Et forsøg på efter studentertoget til Uppsala i 1843 at starte et
70