71 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
endnu var levende. Da han var til Frederik 6.s bisættelse i Ros
kilde Domkirke i januar 1840, overvejede man således at lægge
ruten for hans tilbagerejse til København om af samme grund.
Kongens kabinetssekretær, J. G. Adler, der ved denne som ved
andre lejligheder korresponderede ivrigt med politidirektør Bræ
strup, var dog trods sin omsorg for kongens person ikke i tvivl om
udfaldet af en eventuel gennemført demonstration, idet han til
freds refererede et replikskifte med kongen for Bræstrup: »Hvad
ville D[eres] Mfajestæt] vel sige, naar et Partie trængte sig til
Karetdøren og raabte ind til Dem om at give den norske C[onsti-
tution]? - Jeg vilde sige ’Constitutioner gives ikke paa Gaden’ . -
Fort bien«.26
Politiets interessesfære strakte sig langt ind i enhver liberal ma
nifestation, lige fra sange, småskrifter og dagspressen2' over demon
strationsoptog og offentlige møder til det mere eller mindre ge
dulgte foreningsliv. Man får indtryk af, at det havde meddelere
overalt. Det var med efter Orla Lehmanns berømte Falster-tale i
184 1, også bag kulisserne, og det havde en årvågen rapportør ved
samtlige de forelæsninger over »Danmarks Historie i den nyeste
Tid«, som D. G. Monrad holdt i København i vinteren 1844; refe"
raterne er temmelig grundige og forsømmer heller ikke at oplyse
om tilhørernes antal og deres reaktion og om eventuelle kendte
personers tilstedeværelse.28
Hvor mange og hvor trofaste disse politispioner var, lader sig
ikke afgøre, både det samlede antal og den enkeltes stabilitet har
utvivlsomt varieret en del, men de talrige mødereferater fra for
skellige foreninger i politiets arkiver tyder på, at dækningen var
ganske effektiv.29 Meddelernes identitet var naturligvis kun kendt
af meget få, mange rapporter er således anonyme, men politiet
havde ganske givet forbindelser i alle kredse; en af politiets bedste
kilder fra 1840, ikke mindst om studenterforhold, synes således at
6 9