HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

J. S V A N E - M I K K E L S E N

Også Kjøbenhavnsposten kritiserede politirapporternes ufor

holdsmæssigt store betydning og påpegede med rette, at selv om en

betjent eller vægter havde de bedste hensigter, ville det altid være

ham umuligt at afgive en rapport om begivenheder, han selv havde

været mere eller mindre voldsomt indblandet i, uden at den blev

tendentiøs.1” Der blev også slået på det forkastelige i rapporternes

optagelse uden vidner, der blev skrevet om de få tilføjelser, der i reg

len kom til en sådan rapport under en sags senere behandling, og

om, hvorledes dommeren i tilfælde af divergerende forklaring i

retten ofte brugte sine kræfter på at bringe overensstemmelse mel

lem denne og rapporten, vel at mærke ud fra det forudindtagne

standpunkt, at rapporten som den først afgivne var den mest tro

værdige. Således blev den rapporterende politibetjent meget ofte

den, der dirigerede sagen fra start til slut.

Dertil kom, og denne Fædrelandets anden hovedanke kunne

Kjøbenhavnsposten også fuldt ud tilslutte sig, at den uhyre ind

flydelse, politidirektøren i København havde ved både at være chef

for det udøvende politi og samtidig justitiarius i politiretten, meget

nemt kunne føre til magtfordrejning, især da domme indtil en vis

størrelse ikke kunne appelleres.20

De liberale blade forfulgte sagen med megen iver og uden no

gensinde at tabe målet af syne, men også uden illusioner om en

hurtig afgørelse, »fordi vi af Erfaring vide, at enhver mindre øn

skelig Autoritetsmagt, som hos os er paatrykt - om ikke ligefrem

Lovens, saa dog - den lange Vanes af Regeringen justerede Stem

pel, maa bekæmpes længe og fra mange Sider«, før man kunne

forvente at opnå et resultat.21

Selv den regeringsvenlige presse var ikke ganske uden velvillig

interesse for reformkravene, men især Fædrelandets aggressive ud

fald kom dog ikke til at stå uimodsagte. Det var næsten altid bla

dets journalistiske metode, der blev angrebet, for der kunne ofte