65 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
Uroen og de stadige sammenstød mellem befolkning og politi i
København fortsatte i 184o’rne, for den største dels vedkommende
med baggrund i den politiske gæring i byen. Når det for alvor
kneb, tog myndighederne også militære reserver i anvendelse, som
det f.eks. var tilfældet i januar 1842, da højesteret fældede dommen
i sagen mod Orla Lehmann.
Regeringen var forberedt på uroligheder, placerede politi og hu
sarer flere steder i byen og holdt militær i beredskab ved Amalien
borg, og forventningerne indfriedes også ved adskillige småtræf-
ninger, som Fædrelandet naturligvis fandt kunne være undgået
med et par alvorlige ord til mængden fra en besindig mand. »Men
vort Politi har desværre kun eet Organ for sin Veltalenhed, nemlig
de bekjendte Stokke, og da disse kun adressere sig til Følelsen, i
Stedet for til Forstanden, er det saare begribeligt, at selv en rigelig
Anvendelse af dem snarere fører til Trods og Modstand mod Øv
righeden end til Lydighed og Orden«. Episoderne vurderes dog på
højere sted så alvorligt, at politidirektøren dagen efter på gade
hjørnerne lod opslå plakater med advarsel mod opløb. Fædrelandet
fremhævede som det vigtigste i bekendtgørelsen, at politiet først
måtte anvende magt efter opfordring til mængden om adskillelse;
bladet havde tidligere ofte anklaget politiet for at hugge løs på folk
i flæng og uden varsel, undertiden endog fra baghold.14
Måske gjorde plakaten sin virkning, for urolighederne stilnede
hermed af i denne omgang, men rygterne om dem var nået uden
for landets grænser, og undervejs var fjeren lige ved at blive til de
berømte fem høns. I en tysk avis var historien næsten kommet op
på revolutionsniveau, idet korrespondenten berettede om »ladte
Kanoner og Kardætschladninger i Beredskab« udover de sædvan
lige foranstaltninger mod uroligheder, men heldigvis havde politi
direktørens advarsler og dårligt vejr overflødiggjort det hele, for
»sikkrere gaaer Regeringen tilværks, saa længe den kan holde de
63