66 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
urolige Masser til Orden ved Politiets Stokke og Husarernes Sabler,
thi dertil er man her engang vant«.15
Det faldt Dagen meget hårdt for brystet, at Fædrelandet refe
rerede denne beretning uden kommentar og dermed gav den et
vist præg af sandhed, men da Fædrelandet faktisk havde bemærket,
at den var »vistnok meget overdreven«, følte det sig i sin gode ret
til skarpt at replicere: »Vi have aldrig troet, at Hr. Fribert [Da
gens redaktør] kunde tænke, vi see hver Dag at han ikke kan
skrive, men vi havde dog hidtil været saa dumdristige at nære den
Formodning, at han kunde læse, men selv deri see vi nu, at vi have
feilet«. Og for at følge successen op kommenterede det bidske op
positionsblad Dagens bedsteborgerlige forsikring, at oprør i Dan
mark i øvrigt var en utænkelig ting, med følgende tilintetgørende
bemærkning: »Historien, som man rigtignok meget godt kan igno
rere, naar man er en Ignorant, men ellers ikke, vidner tilstrække
ligt, at Oprør baade kan tænkes og kan skee i alle Riger med Und
tagelse af Himmerige, hvor Cancelliraaden endnu ikke befinder sig,
skjønt han rimeligvis engang vil komme der (Math. 5-3: »Salige
ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres«)«.10
På dette plan fortsatte de københavnske dagblade deres polemik,
både mod hinanden og for de liberale blades vedkommende mod
myndighederne, men politimagten forblev sin enevoldsherre tro og
slækkede ikke meget på tøjlerne over for offentligheden. Politiet
modtog kun diktat ovenfra, og dette lod sig først ændre radikalt
med det enevældige styres fald.
Et andet emne, der også optog pressen meget, og som var nært
forbundet med mødet med »stokkemændene« i Københavns gader,
var den skæbne, der blev en delinkvent til del på et senere stadium
af sagen.
Fædrelandet fandt det betegnende, at næsten alle de sager, der
bragtes for retten som følge af sammenstød mellem københavnerne
64