83 / 239
K Ø B E N l i A V N S P O L I T I
strømningen hertil flere alvorlige kontroverser med publikum un
der sin ordenshåndhævende virksomhed, skønt det i politidirek
tørens instruks af 3. februar til personalet stod at læse, at politiet
ved denne lejlighed »som sædvanligen vil gaae frem med mueligste
Sindighed« og ikke anvende magt undtagen i selvforsvar, »eller
naar større Uordener ikke paa anden Maade kunne afværges«.59
Det var igen Fædrelandet, der førte an i kampen mod politiet ved
at bringe fyldige referater om og indignerede kommentarer til de
episoder, hvor politiet mentes at have begået overgreb imod mere
eller mindre uskyldige medborgere. Selv ældre »politihistorier« blev
gravet frem og frisket op nu, da emnet igen var aktuelt.60
Særlig om en enkelt sag gik bølgerne højt. Mange københavneres
uvilje mod politiet gav sig ofte udslag i en oppositionstrang, som
kunne føre til undertiden ret voldsomme sammenstød. En sådan
affære om en kusks vægring ved at forlade en vognrække i Bred
gade på politiets bud, og ikke mindst følgerne heraf, udpensledes
med oprigtig harme i Fædrelandet, som ganske vist indrømmede
med utilsløret sarkasme, at politiet jo kun havde opført sig normalt
ved først at give vilkårlige befalinger og forbud, ved dernæst efter
fuldt berettiget modstand mod disse lige så vilkårligt at anvende
magt og stokkeprygl, og ved til sidst at slæbe den mishandlede i
arrest. Det ekstraordinære ved sagen var, »at det denne Gang ikke
var simple Betjente, der gave deres Raahed Tøilen, men en høiere
Politiofficiant, en juridisk Candidat, et Menneske, hos hvem man
skulde vente at finde Dannelsens Humanitet, hvis han ikke var
ansat ved Kjøbenhavns Politi og opdragen i Conferensraad Bræ
strups Skole«.61
Også i denne affære var Søller personligt indblandet, og hans
beretning støtter i alt væsentligt Fædrelandets og tegner et temme
lig usympatisk billede af den politiassistent, der forløb sig. Søller
giver en dramatisk skildring af den ophidsede stemning, der rejste
6
81