84 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
sig mod politiassistenten, og mener selv, at mængdens trusler om
og indbyrdes opfordringer til at »klynge den Politiknægt op paa en
Lygtepæl ligesom Pariserne havde gjort« var blevet efterkommet,
hvis der havde været en strikke ved hånden.62 Den slags direkte
hentydninger til død og revolution synes at have været meget
sjældne, men Søllers udsagn er trods sin sene nedfældelse nok så
overbevisende som det meget malende, hyppigt anvendte citat fra
Fædrelandet: »dersom Folket nogensinde under en alvorlig Be
vægelse først beslutter sig til ikke at taale Stokkeprygl, da vil det
ikke slaae Politiet, men slaae det ihjel«.
Det er nemlig revet ud af en noget mere fredsommelig sammen
hæng, et indlæg fra »En kjøbenhavnsk Borger«, der havde læst om
affæren i Bredgade med levende uvilje og mente, at noget burde
gøres. Ligefrem handling turde man vel ikke vente fra officiel side
i denne sag, så »hvorfor da ikke gjøre, hvad vi kunne - nemlig
hjælpe os selv? Man troe ikke, at det er min Hensigt at opfordre
Folk til, efter Ordsproget: Lige for Lige, at banke Politiet igjen.
Skjønt jeg erkjender, at Fristelsen hertil vistnok stundom kan være
stor - saa kan jeg dog ikke tilraade denne Fremgangsmaade, dels
fordi den i Formen er ulovlig, dels fordi jeg troer, at Stemningen
mod Politiet er saadan, at dersom Folket nogensinde . . . . osv.«.
Nej, der fandtes en anden, både lærerig og effektiv måde at be
handle en brutal politimand på, nemlig at udelukke ham fra sin
omgangskreds og behandle ham både offentligt og privat med en
sådan kulde, at det netop var nok til at støde ham uden at for
nærme ham, »med eet Ord, i alle Forhold at begegne ham som
dem, med hvilke han selv frivillig classificerer sig«.03
Om der virkelig var tale om et læserbrev, eller om det var bla
dets egne meninger, der kom til udtryk i en hyppigt anvendt pole
misk form, er i denne forbindelse mindre væsentligt. Kampagnen
virkede, for så vidt som den fremkaldte en reaktion.
82