87 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
forstaaer at sætte Priis paa den offentlige Rolighed«. Herefter på
vistes flere fejl og unøjagtigheder i Fædrelandets beretninger, som
ofte byggede pa den formodet forulempedes naturligvis stærkt far
vede vidneudsagn. Kraftigt understregedes kravet om tilstrækkelig
myndighed hos politiet, selv om det selvfølgelig ville være ønske
ligt, om »Dannelsens Humanitet« var så vidt udbredt, at man altid
kunne udrette det samme ved høflige anmodninger som ved
strenge befalinger - »men hvor langt fjernede vi endnu ere fra en
saadan Tilstand, derom afgive navnlig »Fdrl.s« Udfald imod Po
litiet det soleklareste Beviis«.68
Og endnu engang måtte Fædrelandets penneførere rykke ud,
før debatten om Københavns politi stilnede af for en stund. Det
nationalliberale hovedorgan kunne kun glæde sig over, at forsva
ret i Berlingske Tidende faktisk var en anerkendelse af, hvor stor
betydning den offentlige mening og pressens indflydelse herpå har,
mens politiets embedsmænd tidligere altid erklærede, at de »ikke
brød sig om Bladene«. Det tydeligste bevis på frygten for offent
lighedens mishag fandt Fædrelandet i den ærgrelse, forslaget om at
lønne overgreb med almindelig foragt tilsyneladende havde voldt
politiet. I øvrigt rokkede politiets forsvar ikke ved de egentlige
anklagepunkter med hensyn til ubegrundet korporlig afstraffelse
og flere dages unødvendig arrestation af sagens hovedperson. Poli
tiet »skulle sandelig ikke lære os megen Sandhed og Alsidighed . . . .
Men vi ville haabe - og vi troe i Politiets Forsvar at finde dette
Haab bestyrket - at de førte Anker ville virke gavnligt for Frem
tiden paa dets Opførsel; og naar det skeer, saa er deres Hensigt
naaet, og vi skulle gjøre os en Glæde af at bemærke og paaskjønne
F orandringen« .60
Efter denne temmelig hidsige debat, trods de ret forsonlige to
ner, der blev anslået til sidst, virkede det næsten parodisk, at poli
tidirektør Bræstrup få dage senere modtog overhofmarskallatets
8 5